Fire piger blev ramt, da loftet faldt ned over dem
Loftet faldt ned hos et gamecenter. Nu skal det undersøges hvorfor.
Fire piger blev ramt, da loftet torsdag eftermiddag pludselig faldt ned over dem hos Game Streetcenter i Viborg.
En af pigerne kom til skade, fortæller politikommissær Andreas Andersen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
- Pigen fik en flænge i hovedet. Hun blev kørt på skadestuen, men heldigvis skulle det ikke være alvorligt, siger Andreas Andersen.
Han fortæller også, at det var omkring 200 kvadratmeter af loftet, der faldt ned i lokalerne hos Game Streetcenter, der blandt andet rummer dansesal, streetbasket og skatebane.
Det er endnu uvist, hvordan det kunne ske.
- De er blevet vejledt om at spærre af, og så skal der foretages nærmere undersøgelser af blandt andet tagkonstruktionen, siger politikommissær Andreas Andersen.
Der er for nuværende ikke rejst sigtelser.