Forening blev fanget i bank-bureaukrati: Men nu er løsningen på vej

Foreningsformand var ikke imponeret over, hvor længe det tog at registrere nye bestyrelsesmedlemmer, men nu ser det ud til, det løser sig.

5:21
Niels Andreasen var langt fra tilfreds, da TV MIDTVEST besøgte ham. Men nu ser det ud til, kampen mod bankbureaukratiet er ovre for denne gang.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

En ny suppleant og fire nye medlemmer til bestyrelsen. 

Hos den frivillige forening Viborg Ny Bridgeklub blev der for alvor sendt nye folk ind i bestyrelseslokalet i slutningen af april. Men efter de nye folk blev valgt, mødte man en mur af bureaukrati i banken.

- Jeg har skullet sende legitimation ind på alle bestyrelsesmedlemmer med sundhedskort, cpr-nummer og billedlegitimation. Så har jeg skulle sende vedtægter ind med påskrevet cvr-nummer, cvr-attest, konstituerende bestyrelsesmødereferat og så videre, fortalte formanden for Viborg Ny Bridgeklub, Niels Andreasen.

Sådan lød det onsdag hos TV MIDTVEST. Her var der gået næsten halvanden måned, og foreningens nye kasserer havde stadig ikke fået adgang til foreningens bankkonto.

Men nu er der så sket noget. Torsdag modtog formanden og den nye kasserer en fuldmagt, som de begge har underskrevet, så nu er det bare at vente på, at det nye visa-kort kommer.

- Det er en kæmpe lettelse, siger Niels Andreasen.

Lov om hvidvask skaber bøvl

Lige nu er det hvidvaskloven, der skaber bøvlet. For at undgå, at virksomheder og foreninger bruger penge fra kriminalitet, skal bankerne bede om oplysninger fra foreningernes bestyrelser. 

Den tilgang kan Niels Andreasen sådan set godt forstå. Han mener bare, registrering udelukkende burde være for de personer, som har adgang til foreningens pengekasse. Og så burde det også kunne gøres hurtigere end seks uger.

Næste gang, der skal skiftes ud i bestyrelsen, håber han på, processen bliver væsentligt kortere.

- Jeg tror på, vi får meget mindre bøvl, og så regner jeg med, at det kun bliver formand og kasserer, der lige skal udfylde noget, fortæller han.

Flere foreninger oplever det samme

Bridgeformanden er bestemt ikke ene om at have mødt bureaukratiet. På TV MIDTVESTs Facebook-side har flere kommenteret, de har oplevet de samme udfordringer i alt fra en grundejerforening til et bådelaug. 

Selv har Niels Andreasen også fået reaktioner. En bekendt havde stået i en lignende situation i den forening, hun var med i.

Det er ikke kun i foreningslivet, man har set plads til forbedring. Onsdag gjorde erhvervsminister Simon Kollerup (S) det klart, at regeringen ser på, om man kan gøre registreringsreglerne mere smidige. Fokus er på at lette byrden for de foreninger, der er i lav risiko for at udføre kriminalitet.

- Hvornår kan de små foreninger regne med, at det bliver lidt nemmere at håndtere alt det her?

- Jeg regner med at vi, indenfor i år, er min forventning, kan have en ny vejledning klar, og så vil man opleve, at det bliver nemmere at indberette de her ting, lød det fra ministeren.