Høj fart og alkohol i blodet: 23-årig vanvidsbilist skal i fængsel
En person kom alvorligt til skade, da en vanvidsbilist kørte ind i en rundkørsel med op til 140 kilometer i timen.
11. april 2021 kørte 23-årige Oliver Brink Hildebrandt gennem en rundkørsel ved Møldrup nord for Viborg med en fart på op til 140 kilometer i timen og en promille på mindst 1,83.
Kort forinden havde han foretaget farlige overhalinger af fire-fem biler, og efter at han var kørt herover rundkørslen påkørte han en anden personbil, hvis forsædepassager fik alvorlige skader i ansigtet.
Bilen blev konfiskeret på stedet, og onsdag har Retten i Viborg så idømt den 23-årige fængsel i to og et halvt år. Han har desuden fået frakendt førerretten for bestandigt. Han er blevet dømt for i alt 18 forskellige forhold.
- Der er tale om et skoleeksempel på den type kørsel, man har ønsket at ramme med hårdere straffe for vanvidskørsel. Jeg er derfor yderst tilfreds med, at retten har idømt en lang fængselsdom og samtidigt besluttet at fratage en person, der har skabt stor usikkerhed på vejene for andre bilister, retten til at køre bil, siger anklager Frederik S. W. Rasmussen.
Udover vanvidskørsel blev Oliver Brink Hildebrandt, der oprindeligt er fra Herning, også kendt skyldig i en række øvrige forhold om overtrædelse af færdselsloven. Herunder grove hastighedsovertrædelser fra maj 2020 og frem til anholdelsestidspunktet i april 2021.
Herudover fandt retten ham også skyldig i overtrædelse af knivloven, rambuktyveri og trusler, ligesom retten konfiskerede i alt to køretøjer.
Den dømte udbad sig betænkningstid.