Kanonslag tog overskrifter: Chokeret målmand, vred fan og målløs mor

Et utrygt barn, en chokeret målmand og en målløs mor til en bolddreng er resultatet af, at en mand fredag aften valgte at kaste to kanonslag mod spillerne under den stort anlagte midtjyske derby.

2:35
Det er en chokeret målmand, vred fan og målløs mor dagen derpå.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix og Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Det var årets fodboldkamp set med midt- og vestjyske briller. De to ærkerivaler, Viborg FF og FC Midtjylland, skulle stå ansigt til ansigt i en direkte kamp om en plads i europæisk fodbold.

FC Midtjylland trak det længste strå, men én mand endte med al opmærksomheden.

To gange blev der kastet et kanonslag på banen. Det første landede lige bag Midtjylland-målmand Jonas Lössl. Anden gang blev kampen afbrudt, mens dommer Peter Kjærsgaard dirigerede spillerne i sikkerhed væk fra banen.

En 39-årig mand er sigtet i sagen.

Dagen derpå er fyldt med ærgrelse hos den ufrivillige hovedperson, en fan af de grønne og en mor til to fodboldglade drenge.

Lössl overrasket og chokeret

Manden i buret endte med at være manden, det hele lige pludselig handlede om, da det første kanonslag blev sendt afsted fra tribunen med retning mod ham.

- Jeg når ikke at tænke så meget andet, end at der er sprunget noget, og at jeg kan mærke noget i mit baglår. Jeg lægger mig ned for at sunde mig og finde ud af, hvad der var sket. Jeg var en lille smule chokeret, siger Jonas Lössl og kalder det "langt over grænsen" at kaste kanonslag mod spillerne.

Han er derfor glad for, at politiet har slået kloen i den formodede gerningsmand, men det er stadig ærgrelsen, der fylder dagen derpå.

- Det er ærgerligt. Det er ærgerligt, at det lige er det, der skal være overskriften for den kamp. Det hører ikke nogen steder hjemme. Det er ærgerligt, at den ellers gode derby-stemning, som jeg synes, der er mellem holdene, bliver ødelagt lidt af det, siger FC Midtjylland-målmanden.

Hør Jonas Lössl selv sætte ord på, hvad der gik gennem hovedet på ham, efter braget lød.

0:29

Barn utryg ved at forlade stadion

Det er ikke kun i Midtjylland-lejren, der er ærgrelse at spore.

VFF-fan Kasper Johnsen så kampen på sydtribunen med sin søn, en kammerat og dennes søn. Episoderne med kanonslag har i den grad påvirket sæsonkortholderne.

-  Det var rigtigt ubehageligt. Og det var det, fordi man har sine børn med. De reagerede rigtigt meget på det, blev rigtigt kede af det og var uforstående over, hvad der foregik, siger han og tilføjer:

- Jeg var også rigtig ked af det og skuffet og lidt vred. Det er ikke det, man vil have, når det er ens klub, man repræsenterer.

Efter kampen var særligt den ene af drengene utryg ved at skulle forlade stadion.

- Vi fik snakket det igennem og fortalt ham, at ham, der havde gjort det der skøre noget, var blevet taget af politiet, og så var det okay.

Kasper Johnsen
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Mor tabte kæben

Et andet sted på Energi Viborg Arena sad Dagmar Lybæk Sieg fra Viborg, der var på stadion med sine to sønner på ni og 11 år.

Hun er med egne ord "drønærgerlig" over, at en enkelt person skal ødelægge afslutningen på en flot sæson for de grønblusede.

- I første omgang taber jeg nærmest kæben, for jeg tænker, at det simpelthen ikke kan være rigtigt, at der er nogen, der gør det, for det sætter alle i fare. Jeg var ret målløs, siger Viborg FF-fanen.

Hun håber ikke, at den kommende generation tager ved lære af den 39-åriges ugerninger.

- Det er altid spændende at være mor på stadion, men jeg synes ikke, det er den fankultur, vi skal lære vores børn. Jeg forstår slet ikke, at sådan noget her kan finde sted, siger hun.

Dagmar Lybæk Sieg, der var på stadion med sine to drenge, var målløs over hændelserne med kanonslag.
Dagmar Lybæk Sieg, der var på stadion med sine to drenge, var målløs over hændelserne med kanonslag.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

VFF tager afstand

Viborg FF har efter kampen været ude at tage afstand fra episoden.

- Deres boss var henne at sige, at de tog sig af det og undskyldte meget på deres vegne, fortæller Jonas Lössl.

VFF-direktør Morten Jensen har ikke ønsket at stille op til interview med TV MIDTVEST dagen derpå, men han lagde fredag et skriv på klubbens hjemmeside, hvor han på klubbens vegne tog dyb afstand fra kanonslagkastene.

- Det er ikke værdigt for vores klub, og vi tager den dybeste afstand fra de hændelser, der foregik, og det vil selvfølgelig få alvorlige konsekvenser for vedkommende, der kastede de to kanonslag, skriver han og understreger, at det skal være trygt at komme på Energi Viborg Arena.