Kendte betaler tusindvis af kroner for at slag padel i den gode sags tjeneste

Tirsdag var der kendispadel i Viborg, og der blev ikke kun spillet om point. Spillerne kæmpede også for at skrabe penge sammen til velgørenhed.

3:42
TV MIDTVEST var med til "kendispadel" tirsdag.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Banerne er blå, nettene hvide og boldene gule. Alt er, som det plejer at være hos Viborg Padel i Overlund. Men denne eftermiddag er spillerne lidt anderledes end de plejer at være.

Det er en række kendte, som fodboldkommentator Stig Tøfting, den ni-dobbelte Le Mans vinder Tom Kristensen og den tidligere håndboldlandsholdsspiller Lars Christiansen, der svinger battet.

I alt er 28 spillere er med i velgørenhedsturneringen.

- Det er fremragende med alle de mennesker, der har været med til at bakke op om vores projekt, siger Tom Kristensen

Padelturneringen er arrangeret af Claus Bertelsen fra Viborg. Til daglig er han direktør i Peter Larsen Kaffe, men han bruger også meget af sin tid på projektet Knus Kræft, der samler penge ind til kræftramte børn.

- Alle penge tæller i projektet. Der er ikke noget beløb, der er for lille eller for stort, siger Claus Bertelsen, der startede Knus Kræft sammen med Tom Kristensen.

Hver spiller betaler 3000 kroner for at være med i turneringen, og ifølge spillerne er det hver en krone værd.

Det er tredje gang, at projektet Knus Kræft arrangerer padel for børnenes skyld, og samtidig spiller penge ind i den gode sags tjeneste.

Pengene fra Knus Kræft hjælper blandt andet til Madelin Lind Dürr i Skive.
Pengene fra Knus Kræft hjælper blandt andet til Madelin Lind Dürr i Skive.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Padelpenge gør en forskel

Knus Kræft arbejder sammen med organisationen og fonden KidsAid, der støtter syge og sårbare børn og deres familier i hele landet.

Nogle af de indsamlede penge er blandt andet gået til Regionshospitalet i Viborg. Sidste år donerede Knus Kræft og KidsAid godt en million kroner til et par nye ungestuer i børn- og ungeafdelingen, der trængte til en opgradering.

Rummet her er blevet til virkelighed med midler fra Knus Kræft og Kids Aid.
Rummet her er blevet til virkelighed med midler fra Knus Kræft og Kids Aid.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Vi har brugt pengene på et rum, der er meget mere tidssvarende, forklarer Ann Bossen Herling, der er chefsygeplejerske på Regionshospitalet Viborg og leder af Børn og Ungeafdelingen.

Det er blevet taget godt imod hos 17-årige Madelin Lind Dürr.

- Det er fedt. Man føler sig meget mere hjemme, siger hun.

Padelturneringen indsamlede knap 100.000 kroner, og arrangøren regner med at gentage indsamlingen til næste år.