Kom tilfældigt forbi: Thomas ringede straks til politiet, da han genkendte en parkeret lastbil

En lastvognsmekaniker genkendte med det samme en lastbil, som han kom forbi på sin løbetur.

Thomas Johansen var ikke i tvivl, da han så lastbilen.
Thomas Johansen var ikke i tvivl, da han så lastbilen.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Det var helt tilfældigt, da Thomas Johansen i går aftes spottede en parkeret lastbil på en rasteplads.

Han var ankommet i bil til rastepladsen Undallslund ved Viborg, fordi han ville parkere der, mens han løb en tur med en kammerat. Nu måtte han dog først lige ringe til politiet.

- Jeg når bare lige at dreje rundt om hjørnet, og så ser jeg, at den holder der, fortæller han.

Thomas Johansen er lastvognsmekaniker, og han var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad det var, han havde fundet. Ved et rent lykketræf havde han tidligere fået tilsendt nogle overvågningsbilleder fra et tyveri natten før hos en kollega i Thisted. 

På billederne havde han set den selv samme lastbil, som nu holdt parkeret på rastepladsen, køre væk med tyvekosterne. Han skyndte sig derfor at ringe til politiet.

Thomas Johansen tog dette billede af lastbilen, som han genkendte med det samme.
Thomas Johansen tog dette billede af lastbilen, som han genkendte med det samme.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

To mænd i førerhuset

Politiet ankom kort efter til rastepladsen, og det var ganske rigtigt lastbilen fra tyveriet hos MAN Nordjylland i Thisted.

Men det var ikke kun tyvekosterne fra det tyveri, der lå bag i lastbilen.

- Det var også nogle dæk, nogle fælge og nogle brædder til at lægge på lastbiler. Og så var der også to udlændinge i førerhuset, fortæller politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

De to østeuropæiske mænd blev anholdt med det samme.

Erik Brændgaard Nielsen er meget taknemmelig for, at Thomas Johansen opdagede lastbilen.
Erik Brændgaard Nielsen er meget taknemmelig for, at Thomas Johansen opdagede lastbilen.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Glad kollega

Selv tager Thomas Johansen det hele med ro, men salgsdirektøren for MAN Nordjylland Erik Brændgaard Nielsen har kun rosende ord om ham.

- Thomas er super god. Det er mega fedt, at vi har så gode kollegaer, og at vi kan hjælpe hinanden indbyrdes, jubler han.

Det har han også god grund til. For Thomas Johansen har sparet hans firma 52000 kroner.

- Det er super vigtigt for os. Det er jo kundernes dele, nogle af de dele, der er blevet stjålet, og det er vigtigt for kunderne at få dem igen, siger Erik Brændgaard Nielsen.

2:12
I stedet for en helt almindelig tur på stierne i skovene ved Viborg, endte en motionsløber med at lyn-opklare et tyveri.