Kommune går forrest efter afgørelse: Institutioner skal slette Facebook

Børnehaver, skoler og plejehjem i Viborg Kommune har fået besked på at lukke deres Facebooksider. Det skal ske for at beskytte borgerne.

20210727-123753-4-1920x1280we
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Det var ikke kun Bjerringbro Skole, der i dag blev lukket ned for sommeren.

Skolens Facebookprofil blev også lukket, men den vender i modsætning til eleverne ikke tilbage efter sommerferien.

- Det er lidt vemodigt. Vi har været glade for at have det udstillingsvindue, hvor bedsteforældre, onkler, tanter og andre folk i byen kunne følge med i, hvad der skete på skolen, lyder det fra skoleleder Karina Degryr.

Bjerringbro Skole med 860 elever har et par gange i ugen lagt billeder ud på Facebook.

0:21
Skoleleder Karina Degryr og viceskoleleder Michael Jensen på Bjerringbro Skole slettede i dag skolens Facebookside.

Handler om GDPR

I flere år har Facebooksider været et kommunikationsredskab for skoler, dagtilbud og plejehjem i Viborg Kommune, men nu har de som en af de første i landet besluttet, at siderne skal lukkes ned.

- Hvis du kan føle dig presset til at give samtykke, eller hvis det er et sted, du skal være. For eksempel i børnehave kan børnene jo ikke bare gå igen, så mens de er der, så er det ikke vores opgave at bestemme, om der skal være billeder af dem på Facebook, siger Rune Jungberg Pedersen, Viborg Kommunes kommunikationschef.

Det sker ifølge kommunikationschefen efter en afgørelse fra Datatilsynet fra december, som handler om, at billeder af patienter på Aarhus Universitetshospital ikke måtte bruges på sociale medier, selv om patienterne havde sagt ja til det, fordi der var et ulige forhold mellem patient og hospital.

- Det er svært at vurdere, hvordan billeder lever op til GDPR-regler, når man ikke er uddannet til det, og derfor har vi valgt at gøre det centralt fra. Vi forsvinder ikke og vil heller ikke kommunikere mindre, men vi passer mest muligt på de mennesker, som vi har ansvar for.

En beslutning, som formanden for skolebestyrelsen på Bjerringbro Skole er ked af.

- Jeg er virkelig ærgerlig over det, og det kommer bag på mig. Der er god kommunikation og dejlige billeder af glade børn, og det er ærgerligt, vi ikke kan fortsætte med at vise det, siger Christian Lerche.

Facebooksiderne for skoler, børnehaver og plejehjem i Viborg Kommune skal senest være lukket ned til september.