Kommune indgår forlig om kollapset telt over julemarked
Viborg Kommune betaler 360.000 kroner til udlejeren, der i begyndelsen krævede det dobbelte i erstatning.
Viborg Kommune har indgået et forlig med udlejeren af den store teltdug, der 1. december sidste år kollapsede over julemarkedet på Nytorv midt i Viborg.
Viborg Stifts Folkeblad skriver, at udlejeren oprindeligt havde krævet 762.000 kroner, men forliget betyder, at parterne mødes nogenlunde på halvvejen, så kommunen slipper med at betale 360.000 kroner i erstatning for den ødelagte teltdug.
Direktør for kultur og udvikling i Viborg Kommune, Lars Stentoft, bekræfter forliget over for TV MIDTVEST og kalder det for den bedst mulige løsning forholdene taget i betragtning.
- Begge parter var enige om, at det var bedst at søge et forlig, men det er da en sag, vi helst havde været foruden, siger Lars Stentoft.
Når teltdugen, som går under navnet en skyliner, brød sammen, skyldtes det, at der på kort tid faldt store mængder tøsne. Det betød, at en del af den bærende konstruktion brød sammen under den tunge vægt.
Fik ikke den rigtige instruks
Viborg Kommune havde ansvaret for at fjerne sneen, men ifølge Lars Stentoft havde kommunen ikke fået den rigtige instruktion i, hvordan det skulle ske.
- Vi fik den instruks, at der skulle være døgnvagt på stedet, og i tilfælde af kraftigt snevejr skulle der tilkaldes personer, der kunne klatre op og fjerne sneen. Men der kom så store mængder, at det ikke havde været nok, om vi så havde sendt 12 eller 14 mand op for at fjerne sneen.
- I stedet skulle man have brugt en maskinel løsning, hvor sneen blev blæst ned. Men det var vi ikke blevet instrueret i, siger Lars Stentoft.
Direktøren understreger samtidig, at Viborg Kommune vil fortsætte med at bruge skylinere under julemarkedet og sommerens kulturfest Snapsting - dog vil man i fremtiden bruge en anden leverandør.
- Skylineren er Viborgs svar på Roskilde Festivals orange scene. Den er blevet et vartegn, som kommer op igen, siger direktøren, der samtidig priser sig lykkelig for, at ingen kom til skade under uheldet 1. december.
- Når man tænker på, at vi igennem tiden har haft flere hundrede tusinde mennesker under skylineren, priser vi os lykkelige for, at der ikke skete personskade, siger han.