Konkursramt kroejer: Det er mit livsværk
Poul Nielsen har haft kroen i 30 år, men nu gælden er blevet for stor.
Niels Bugges Kro i Dollerup Bakker er erklæret konkurs, efter kroejer Poul Nielsen i længere tid har kæmpet for at redde stedet.
- Vi har drevet Niels Bugges Kro i mange år, og vi har simpelthen fået opbygget for stor en gæld. På et tidspunkt så blev vores største kreditor, SKAT, træt af at vente på os. Så sendte de simpelthen et konkursvarsel, og så valgte jeg selv at gå ind og erklære mig personligt konkurs, fortæller kroejeren.
Han er hårdt ramt af konkursen, og der er især nogle, som han tænker på.
- Det værste er næsten de mennesker, som lige om lidt skal holde en eller anden form for fest, som konfirmation eller bryllup. Der er en fyldt ordrebog. Det er rigtigt trist, men jeg kan ikke gøre noget. Jeg håber virkelig på, der er nogen der tager over, som kan løfte opgaven, og som er hurtige til at tage over og få honoreret alle de her fester, siger Poul Nielsen.
Ked af det
Poul Nielsen fortæller, at han ikke ved, hvad han skulle have gjort, for at kunne redde kroen.
- Det er ikke fordi vi bare bevidstløst er styret ud i ingenting. Vi har virkelig haft en plan. Ovenpå finanskrisen havde vi fået fornuftige tal, og egentligt var vi klar til at komme ovenpå igen, men så gik det galt. Vi har simpelthen bare kæmpet og slidt og slæbt for det, og vi har gjort, hvad vi kunne, forklarer han og takker sit personale for deres indsats.
- Selvfølgelig er jeg ked af det. Det er jo et livsværk. Det er ikke en sjov situation at stå i hverken på den ene eller den anden måde. Heller ikke for personalet. Folk er blevet fyret. Det er en rigtig kedelig situation.
Han fortæller, at han ikke selv kan starte forfra med kroen, da han nu er erklæret personlig konkurs.
- Det er svært at sige, hvad der skal ske nu. Jeg aner ikke, hvad jeg skal. Jeg har intet arbejde og ingen indtægt. Nu må vi se, om det også koster os hus og hjem. Det må tiden vise, afslutter han.