Kvart milliard kroner til byudvikling: - Det er med til at sætte byen på verdenskortet

Planen for projekt Domkirkekvarteret i Viborg, som vil koster 269.500.000 kroner, er efter syv år klar.

Nordea-fonden, AP Møller Mærsk og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond og Viborg Kommune har smidt penge i projektet.
Nordea-fonden, AP Møller Mærsk og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond og Viborg Kommune har smidt penge i projektet.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Efter flere år kan Viborg Kommune nu præsentere en plan for Domkirkekvarteret, som vil komme til at koste over en kvart milliard kroner.

Domkirkekvarteret kommer til at bestå af blandt andet Viborg Museum, Viborg Domkirke, Skovgaard Museet, det gamle rådhus med et ny Hærvejsvelkomstcenter og Unesco Creative Spacel.

Planen er at samle attraktionerne i et område, for ifølge kommunen ligger de lige nu som spredte øer.

Og den nye plan vækker begejstring hos Trine Ribergaard Skammelsen, der er afdelingsleder for Strategi og udvikling ved Viborg Kommune.

- Det er fantastisk, at vi nu har fået fondsbevilling til projektet, så vi kan komme i gang med det og få det realiseret. Det er et projekt, der bidrager til at styrke den samlede midtby i Viborg Kommune, siger hun og fortsætter:

- Det er historisk stort for kommunen, og alt tyder på nuværende tidspunkt på, at vi lykkes godt med projektet, som er med til at sætte byen på verdenskortet.

Ifølge afdelingslederen har projektet været undervejs i syv år, men efter AP Møller Mærsk og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond besluttede at bevillige 47 millioner kroner til udviklingen af Domkirkekvarteret, kunne planen blive til virkelighed.

Transformerer eksisterende bygninger

I fremtiden vil besøgende træde ind i et sammenhængende historisk forløb, hvor bygninger, åbne pladser og kulturhistorisk indhold smelter sammen i en helhed.

- Domkirkekvarteret er nærmest et historisk mekka af forskellige ting, der har udspillet sig i det her område, og det vil vi gerne have synliggjort, og samtidig vil vi have funktioner, der gør, at der kommer et dagligt liv, fortæller afdelingslederen Trine Ribergaard Skammelsen.

- Transformationen sker med en stærk ambition om bæredygtighed, opnået dels ved at transformere eksisterende bygningsmasse frem for at bygge nyt, dels ved at anvende klimavenlige principper i fornyelse af byrummet, skriver kommunen i planen.

Ifølge afdelingslederen vil museet være det første skridt på vejen til det nye kvarter.

- Det første er et nyt Viborg Museum, som åbner dørene for offentligheden om et års tid. Men hele projektet vil først være endelig afsluttet i 2030, siger hun.

Prisen på det hele forventes at blive 269.500.000 kroner. Heraf bidrager kommunen selv med 147.000.000 kroner.

Bygningerne i Domkirkekvarteret transformeres og får nyt liv gennem renoveringer eller ved, at der skabes nye 
attraktioner.
Bygningerne i Domkirkekvarteret transformeres og får nyt liv gennem renoveringer eller ved, at der skabes nye attraktioner.
Foto: Viborg Kommune