Lejer tivoli for en dag: - Vi vil give noget tilbage til byen

400 spændte børn var i dag inviteret gratis i tivoli i Viborg af den lokale virksomhed Bering & Søgaard.

0:34
Der var gang i den, da 400 børn og deres familie tog i tivoli i Viborg.

Skrigende børn i kålorme-rutsjebanen, fedtede fingre af candyfloss og smadrede radiobiler. Så er der tivoli.

400 børn var sammen med deres familie inviteret i tivoli i Viborg. Og det hele var gratis.

Arrangørerne bag er Kasper Bering og Jeppe Søgaard, som håber at kunne give børnene en uforglemmelig dag.

- Vi har et ønske om at sætte et smil på læben på børnene i Viborg efter en tid med corona og nu også krigen i Ukraine. Vi vil gerne lave en festdag, hvor vi hygger os og glemmer alt det negative. Derfor har vi lejet et tivoli for en dag, fortæller Kasper Bering, som er medejer af Bering & Søgaard.

Tilbage i 2016 startede de to venner deres coaching-virksomhed i Viborg, hvor de fik stor opbakning af lokalsamfundet. Derfor vil de gerne give noget tilbage til byen.

Kasper Bering - altså ham til højre - er medejer af Bering & Søgaard og står bag tivoliet.
Kasper Bering - altså ham til højre - er medejer af Bering & Søgaard og står bag tivoliet.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

- Jeg føler, at vi har et ansvar, nu hvor det går godt for vores virksomhed. Vi kan give noget videre til andre, som måske ikke har det så let.

Derfor er omkring halvdelen af billetterne gået til børn i familier med trænge kår, og resten har kunne tilmelde sig via Facebook. Hele arrangementet har kostet Kasper Bering og Jeppe Søgaard 100.000 kr., men det har været alle pengene værd.

- Vi har en mission om, at alle børn altid skal turde drømme stort, tænke stort og gå efter deres mål. De skal bevare magien i livet. Det håber vi, at vi kan bidrage med, siger Kasper Bering.

I videoen kan du se en den uforglemmelig dag for børnene i Viborg.