Livsdrømmen skiftede: Birka gik fra kunstner til mekaniker

Mange skoleelever har lige valgt ungdomsuddannelse. Det valg tog 9. klasse på Stoholm skole for et år siden.

10. klasse hjalp Birka Amalie Horsebøg Lund til at ændre kunstnerdrømmene. Nu vil hun være mekaniker.
10. klasse hjalp Birka Amalie Horsebøg Lund til at ændre kunstnerdrømmene. Nu vil hun være mekaniker.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Sidste forår mødte jeg Birka Lund i hendes klasseværelse i 9. klasse på Stoholm Skole. En lidt stille mørkhåret pige, der hurtigt meldte ud, at hun skulle være kunstner.

Først videre til 10. klasse og derefter direkte til kunstskole i England. Men et år i 10. klasse kan åbenbart forandre meget:

- Jeg har valgt at have noget at falde tilbage på. Jeg vil stadig gerne være kunstner, men har valgt at tage en uddannelse som personvognsmekaniker, fortæller Birka Lund, da jeg møder hende et år senere på Mercantec i Viborg.

Hun er i gang med et brobygningsforløb – et af de mange forløb, som man har i 10. klasse i Viborg. De mange forløb skal vise eleverne mulighederne for hvad de kan uddanne sig som – ikke mindst når det gælder erhvervsuddannelserne.

Drømmene ændrede sig i 10. klasse

To af hendes klassekammerater fra 9.A i Stoholm har været i samme klasse, og de er også blevet klogere gennem det seneste år på 10 CV.

Lukas har justeret sit ønske om at blive traktormekaniker til personvognsmekaniker, og Nikoline ville egentlig på EUX Business – men har erkendt at det boglige ikke lige er hende. Hun skal hurtigst muligt ud og være bygningsmaler via EUD-uddannelsen.

I niende klasse satte Birka Lund kryds ved tiende klasse, og nu har hun sat kryds ved en uddannelse som mekaniker.

De mange kryds kan være en belastning. Hver gang føles det som en ultravigtig beslutning, når hun skal sætte en ny kurs for hendes fremtid. Derfor er det lidt en lettelse, at vide at de næste år der hedder det mekaniker:

- Det er ret hårdt, man tager det jo ret alvorligt. Nu prøver jeg uddannelsen som mekaniker, men jeg regner stadig med at jeg skal lave noget i retning af kunst på et tidspunkt. Det er stadig det, der er min største interesse, slutter Birka Lund.

9:09
Fem klassekammerater, der sidste år gik i 9A i Stoholm, er nu i gang med den vej, de valgte ud i livet - en vej der allerede har ændret sig fra det de troede.