Mand nægtede sig skyldig i vanvidskørsel: Nøglen i lommen fældede ham
En patrulje i Viborg måtte torsdag formiddag på en dramatisk biljagt gennem Viborg by.
Politiet forsøgte at følge efter en 28-årig mand, der på sin køretur blandt andet kørte vanvidskørsel. Det fortæller Henrik Hansen, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Viborg.
- Patruljen lagde mærke til den sorte Volkswagen Passat, da de scannede nummerpladen, som viste sig at passe til en anden bil. Derefter satte bilen farten op og kørte ind i Rødkærsbro.
Den 28-årige mand kørte mindst 110 kilometer i timen gennem byen. Derudover kørte han med mere end 80 kilometer i timen i et kryds på Bjerrevej.
- På en grusvej stoppede han bilen og begyndte at løbe, men patruljen lykkedes hurtigt med at anholde ham, fortæller Henrik Hansen.
I første omgang nægtede han sig skyldig, men da han stod med bilnøglerne i lommen, tilstod han.
Det blev til 11 sigtelser i alt. Blandt andet blev bilen beslaglagt, og den 28-årige blev sigtet for overtrædelser af fartgrænser, en uregistreret bil og en ulovlig kniv i bilen.
Hvis man har set noget, så modtager politiet gerne henvendelser på telefon 1-1-4. Patruljen har blandt andet set en hvid personbil og forgængere i krydset, som de gerne vil i kontakt med.