Nicolai udbryder ’pik’ og ’patter’ ufrivilligt: Nu går han Danmark rundt for at få det bedre
Den planlagte gåtur rundt i Danmark er 3.800 kilometer lang og tager det meste af 2020 at gennemføre. Naturoplevelserne hjælper Nicolai Aagaard, der lider af Tourettes syndrom.
De vender hele tiden tilbage, ticsene. Nik med hovedet, knirkelyde fra ganen og vendinger som ’pik’ og ’fisse’ ryger ud af munden på 30-årige Nicolai Aagaard.
Ikke friviligt. Men på grund af syndromet Tourettes.
Han forstyrrer ikke nogen, for det hele foregår under åben himmel med adskillige kilometer i skoene.
Over 750 kilometer er det blevet til, siden han startede sin helt egen ’Danmark Rundt’ i Aarhus i marts. 94 byer er allerede passeret – nu er han nået til Viborg, hvor han vil tilbringe de næste dage.
- I løbet af en dag siger jeg mange sjove ting, lyde og ord. Øjnene og hovedet kører også. Jeg ved ikke, hvor mange ticks, jeg får om dagen. Det er helt vildt. Men når jeg er ude i naturen, så får jeg det meget bedre med færre tics. Hvis jeg bare sad indenfor derhjemme, ville jeg måske få tusind ticks om dagen eller mere, forklarer Nicolai Aagaard.
- Så det er rart at gå udenfor. Man kan høre fuglene, og det er rart at høre på.
- Jeg synes, det var pinligt at vise mig frem
Beslutningen om at gå Danmark tynd er lidt af et vendepunkt for Nicolai Aagaard. Førhen skammede han sig over sine tics, som både er verbale og fysiske.
Derfor lukkede han sig inde i sit hjem i Helsingør. Han var ikke meget for at gå ud, og det kunne ses på badevægten, der pludselig afslørede, at 132 kilo var røget på sidebenene.
- For otte år siden fik jeg en blodprop i benet, fordi jeg bare sad derhjemme og gemte mig. Jeg synes, det var pinligt at vise mig frem. Så det har taget mig lang tid at komme hertil, hvor jeg er nu.
- Jeg har haft svært ved at acceptere mig selv, men jeg er begyndt at blive bedre til det, siger Nicolai Aagaard.
Gik 46 kilometer på en dag
Gåturene har hjulpet på vægten. De tabte kilo har hjulpet på livslysten. Og nu står han i Viborg og glæder sig til den resterende del af den 3.800 kilometer lange rute, han har sat sig for at gå.
- Det er bedre medicin end normal medicin. Det er faktisk ret vildt, at det hjælper mig så meget.
- En dag gik jeg næsten 46 kilometer, og det var helt fantastisk.
Nicolai Aagaard regner med at være Jylland rundt sidst i august. Herefter fortsætter han over Fyn, inden han er hjemme på Sjælland i midten af december, hvis alt går vel.
Med sig har han en sovepose, og planen er at overnatte i shelters, ligesom han i stor stil er blevet tilbudt husly hos de folk, han har mødt på sin vej.