Nu får Sparkær sit længeventede trinbræt: - Jeg har armene over hovedet
I tre år har en gruppe borgere i Sparkær ved Viborg kæmpet for at få et togstop i byen, og nu er det på vej.
De cirka 600 borgere i Sparkær mellem Viborg og Skive fik torsdag morgen en besked, de har ventet på i flere år. Transportministeriet har nemlig endeligt godkendt, at den lille landsby nu igen får et togstop efter mere end 40 år, hvor toget bare er kørt igennem.
- Jeg har svært ved at tage telefonen, for jeg har armene over hovedet. Det er den bedste besked, vi har fået i lang tid, siger talsmand for toggruppen i Sparkær Kristian Olesen til TV MIDTVEST.
Sammen med en håndfuld andre borgere har han siden marts 2019 arbejdet på at få et trinbræt i byen, og det har været noget af en rutsjebanetur, fortæller han.
10 millioner afsat til projektet
Først viste en undersøgelse, at det ville koste op mod 11 millioner kroner at bygge projektet, men med hjælp fra en entreprenør og ejeren af grunden, hvor trinbrættet skal ligge, kom prisen ned i syv millioner, som Viborg Byråd afsatte. Og så troede Kristian Olesen og resten af toggruppen, at nu var den hjemme.
Men senere viste det sig ifølge talsmanden, at udgifter til administration ikke var medregnet i budgettet, og så måtte kommunen igen til lommerne og finde tre millioner mere. I sidste ende blev det dog en sidste godkendelse fra Transportministeriet, der kom til at trække sagen i langdrag.
- Af uforklarlige årsager er der gået bureaukrati i den. Det er ikke lykkedes mig at finde en forklaring på, hvorfor det gik i hårdknude.
- Selvom det er en lille ting, så er det vigtigt for mange mennesker i Sparkær og omegn. De har ventet i lang tid, så det er dejligt, at det er lykkes, siger transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V), der har fulgt projektet tæt.
Borgerne i Sparkær har selv været med til at samle 150.000 kroner ind til byggeriet.
Nedbringer rejsetiden med 75 procent
Trinbrættet kommer til at betyde, at rejsetiden fra Sparkær til Viborg bliver nedsat fra omkring 35 minutter i bus til otte minutter med tog. Kristian Olesen fra den lokale toggruppe håber, at det kan være med til at skabe udvikling i byen.
- Det åbner en masse muligheder for unge og folk, der arbejder i Viborg. Jeg håber, at det vil gøre vores by mere attraktiv, for husene koster også mindre herude, siger han.
Efter planen skal trinbrættet være bygget, så toget kan begynde at stoppe i byen, når der kommer nye togplaner i december 2022.