Ny dansk film: Viborg som filmkulisse

"Bastarden" er navnet på en ny film, som i disse dage bliver optaget her i det midt- og vestjyske.

- Vi har genopbygget Kongens Hus, så jeg synes, at der er noget magisk ved rent faktisk at være her, siger filminstruktør, Nikolaj Arcel.
- Vi har genopbygget Kongens Hus, så jeg synes, at der er noget magisk ved rent faktisk at være her, siger filminstruktør, Nikolaj Arcel.
Foto: Zentropa / Henrik Ohsten.

I Viborg ligner heden i disse dage ikke sig selv, for den skaber nemlig ramme for Bastarden -  en ny dansk film, som lige nu bliver produceret blandt andet i det midt- og vestjyske. 

Det er mere præcist ved Kongens Hus Mindepark i Viborg, at scenerne de udspiller sig. 

Manden, der har taget plads i instruktørstolen hedder Nikolaj Arcel, og han har tidligere instrueret film såsom "En kongelig affære" og "Kongekabale".

Tilbage i tiden

Den nye film skal tage seerne med tilbage til begivenheder, som foregik i 1700 tallet - på præcis den samme hede, som optagelserne finder sted på.

- Jeg synes, der er noget ret fantastisk i, at vi rent faktisk står på den hede, hvor det skete. Vi har genopbygget Kongens Hus, så jeg synes, at der er noget magisk ved rent faktisk at være her, fortæller han.

Der er blevet optaget mange scener i de seneste tre uger på heden, og det er ikke en overdrivelse at sige, at filminstruktøren er glad for området.

- Vi har været her i tre uger nu, og hver dag, vi møder op herude, så ser vi noget nyt.

Budgettet er på knap 58,5 millioner kroner, hvilket gør filmen til en af dansk filmhistories dyreste.
Budgettet er på knap 58,5 millioner kroner, hvilket gør filmen til en af dansk filmhistories dyreste.
Foto: Zentropa / Henrik Ohsten.

Det er Zentropa, der står i spidsen for filmen med store navne på rollelisten, såsom Mads Mikkelsen og Amanda Collin.

Mads Mikkelsen spiller hovedrollen - en kaptajn, som kæmper for at opdyrke, tæmme og kolonisere den jyske hede.

I Viborg er de da også glade for, at der er andre end dem, der kan se muligheder i området.

- Det er fuldstændig enestående, og det betyder også noget for den lokale stolthed, fortæller direktør for kultur og udvikling i Viborg Kommune, Lars Stentoft.

Og publikum de skal også glæde sig.

- De skal glæde sig til stor episk kærlighedshistorie med et meget voldsomt drama og om en mand, der prøver at tæmme naturen og kæmpe mod Gud. Og så er der både kærlighed, aktion og humor - der er sådan lidt af det hele, siger filminstruktøren.

Optagelser flere steder

Optagelserne til filmen gik i gang den 5. september. I Danmark vil optagelserne foregå i Viborg og Holstebro, og derudover vil der også være optagelser i Tyskland og Tjekkiet. 

På rollelisten er blandt andre Mads Mikkelsen og Amanda Collin.
På rollelisten er blandt andre Mads Mikkelsen og Amanda Collin.
Foto: Zentropa / Henrik Ohsten.

Bastarden har premiere i landets biografer til næste efterår.