Nyt om borgmesters sygemelding: Ulrik Wilbek er nu sygemeldt på ubestemt tid
Viborg-borgmesteren er nu sygemeldt på ubestemt tid.
Borgmester i Viborg Kommune Ulrik Wilbek (V) er sygemeldt på ubestemt tid.
Det udtaler fungerende borgmester Mads Panny (S) til DR.
Det er ti dage siden, kommunikationschefen i Viborg Kommune bekræftede, at borgmesteren var sygemeldt.
Til TV MIDTVEST oplyste han, at borgmesteren i første omgang var sygemeldt til og med 28. september.
Det er ikke officielt, hvad borgmesteren fejler, men til DR siger Mads Panny (S), at sygdommen ikke er livstruende, og at borgmesteren er klar i hovedet.
Derudover ønsker han ikke at udtale sig om borgmesterens sygdom. Samtidig understreger han, at viborgenserne ikke skal forvente ny politik, selvom oppositionen i princippet sidder med borgmesterkæden.
- Jeg tror ikke, det er smart, hvis jeg pludselig begynder at trække nye kaniner op af hatten, siger Mads Panny til DR.
Ulrik Wilbek har været borgmester i Viborg Kommune siden 1. januar 2018, og er også formand for socialudvalget i Kommunernes Landsforening og formand for Midtjyllands Lufthavn, som er ejet af ni kommuner, herunder også Viborg Kommune.
Har hørelidelse
Sygemeldingen kommer ovenpå en større opgave for Wilbek som formand for Midtjyllands Lufthavn.
I begyndelsen af september i år opsagde operatøren på flyruten mellem Karup og København, DAT, sin aftale med Midtjyllands Lufthavn, og lufthavnens bestyrelse stod derfor med en større opgave at finde et nyt selskab til at overtage flyruten.
Tidligere på året måtte DAT også stoppe flyvningen midlertidigt af økonomiske årsager.
Sidste sommer blev borgmesteren diagnosticeret med en hørelidelse kaldet 'Sudden deafness'.
Dengang forklarede han, at lidelsen betød, at han måtte sige melde fra til flere aftaler grundet sin sygdom, men valgte ikke at holde orlov fra jobbet som Viborgs borgmester, men droslede ned på opgaver.