Parkeringsafgift på vej ved sygehus
Regionshospitalet Viborg undersøger betalt parkering for at holde uvedkommende væk fra p-pladserne.
Vi kan ikke længere regne med at parkere bilen gratis ved landsdelens sygehuse. På regionshospitalet i Silkeborg betaler patienter og personale allerede i dag for en plads til bilen. Om det samme kommer til at ske ved det nye storsygehus i Gødstrup er ikke besluttet endnu. Men i Viborg har sygehuset netop meldt ud, at det vil undersøge muligheden for at indføre en parkeringsafgift.
- Vi synes ikke, det er rart at hverken vores patienter eller vores medarbejdere skal betale for parkering. Men vi må sige, at vi er nødt til at få det reguleret, fordi vi synes, det er endnu vigtigere, at når man kommer og har en tid til behandling kan finde en plads, siger Lars Dahl, der er hospitalsdirektør på Regionshospitalet i Viborg.
Mange uden ærinde på sygehuset bruget p-pladserne
Sygehuset i Viborg mangler ellers ikke umiddelbart parkeringspladser. Hospitalet har fået et nyt parkeringshus med 680 pladser. Problemet er bare, at mange pladser bliver brugt af bilister, der slet ikke skal på sygehuset. Det oplever blandt andre Tove Larsen, der arbejder frivilligt på sygehuset en gang om ugen.
- Det er så irriterende, at der ikke er parkeringspladser i det nye parkeringshus. Det er på grund af alle dem, der arbejder ude i byen, de holder jo her, siger hun.
At mange uvedkommende benytter sig af pladserne kan nu føre til en p-afgift for patienter og pårørende.
- Det er simpelthen totalt tåbeligt, at folk der i forvejen er syge og har udgifter nok med medicin og alt muligt andet skal til at betale, siger Knud Johansen fra Silkeborg.
- Hvis det er det eneste, vi skal betale for at komme på hospital, så synes jeg egentlig, det er en billig pris, siger Lene Dall fra Skive.
Men også personalet på sygehuset vil komme til at betale.
- Det vil, jeg da synes er træls, det er ikke det man regner med, altså at skulle betale for at gå på arbejde, siger Ole Mouritsen, der er portør på hospitalet i Viborg.
Ved sygehuset i Silkeborg koster en p-billet 11 kroner per time. Personalet betaler 155 kroner om måneden. Hvis betalingsparkering bliver indført ved sygehuset i Viborg, bliver det først til næste år.