Politiet om træfældende mand: - Vi forventer ikke, han kommer til at fælde flere træer
En ejerforening i Viborg behøver ifølge politiet ikke længere at bekymre sig om træer, der bliver fældet ulovligt.
De seneste par uger har en ejerforening på Falkevej i Viborg været præget af en mand, som flere gange har fældet træer uden at have fået lov til det.
Det har givet anledning til meget frustration blandt flere beboere, men nu lyder det ifølge politiet til, at der er sat et punktum i sagen.
- Vi betragter sagen som afsluttet, så vi forventer ikke, han kommer til at fælde flere træer, siger Kim Steiniche, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Viborg.
Skabte utryghed
Det hele begyndte en fredag for et par uger siden, hvor beboer Kaj Jensen kiggede ud ad vinduet fra sin lejlighed, og her fik han øje på noget, der ikke var, som det plejede.
Han så nemlig, at et par træer var væltet i den fælles have, og i opgangen hang der en seddel fra beboerforeningens bestyrelse, som skrev, at det ikke var bestyrelsen, der var i færd med at fælde havens træer.
Et af de træer, som det var gået udover, var det kirsebærtræ, som Kaj Jensens etårige datter indimellem sov i barnevogn under.
- Vi har babyalarm på, men på trods af det, tør vi ikke lade hende sove udenfor længere. Nu bruger vi kun altanen eller går rundt med barnevognen, for vi tør ikke lade hende sove selv, fortalte Kaj Jensen til TV MIDTVEST.
Nødvendige foranstaltninger
Episoden blev anmeldt til politiet, og tirsdag lagde en patruljevogn så vejen forbi Falkevej i Viborg. Her kunne patruljen ved selvsyn se, hvordan manden var i gang med at fælde træer og buske med en motorsav.
Manden forklarede, at han mente, der var brug for at blive ryddet op i haven, men efterfølgende blev motorsaven konfiskeret, og manden blev sigtet for groft hærværk. Siden da har politiet igen været forbi den træfældende mand.
- Vi har været derude, og der har vi iværksat de nødvendige og understøttende foranstaltninger over for personen, oplyser politikommissær Kim Steiniche.
Hvad det helt præcist er for nogle foranstaltninger, ønsker politikommissæren ikke at gå ind i, men han oplyser, at manden fortsat er sigtet.