Politileder hjemsendt efter julefrokost: Nu ender sagen i retten
Efter ti måneder er der nu nyt i sagen.
I december sidste år endte en leder i Midt- og Vestjyllands Politi med at blive hjemsendt efter en julefrokost.
Nu ender den sag i Retten i Viborg.
Det oplyser kommunikationsafdelingen for Syd- og Sønderjyllands Politi i en mail til TV MIDTVEST.
Her skriver afdelingen, at "anklagemyndigheden har færdigbehandlet sagen og sendt den til retten i Viborg med henblik på afgørelse."
Men derudover kan politiet ikke kommentere mere om den opsigtsvækkende sag, fordi den tiltaltes forsvarer har anmodet om navneforbud.
- Den anmodning behandles nu af retten i Viborg, hvorfor vi ikke for nuværende har yderligere oplysninger til sagen, står der i mailen fra kommunikationsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
"Uønsket seksuel opmærksomhed"
1. december sidste år blev den pågældende leder i politiet bedt om at blive hjemme fra arbejde.
Ifølge Viborg Stifts Folkeblad skete det efter en intern julefrokost, hvor flere kvindelige medarbejdere, som avisen havde talt med under anonymitet, havde anklaget lederen for "uønsket seksuel opmærksomhed."
Dengang skrev Viborg Stifts Folkeblad, at politiets ledelse generelt handler resolut overfor grænseoverskridende adfærd og vil "drage omsorg for den krænkede part, ligesom krænkeren vil blive stillet til ansvar for sine handlinger".
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Midt- og Vestjyllands Politi.