Producenten kæmper for livet: Michael købte stor elbil til halv pris

Lindholm Biler i Viborg har succes med at sælge den store Fisker Ocean med tre års garanti. FDM understreger, at man skal være opmærksom på den indbyggede risiko.

Michael Hjorth er glad for sin Fisker Ocean. - Havde den kostet 600.000 kroner, havde vi ikke købt den, siger han.
Michael Hjorth er glad for sin Fisker Ocean. - Havde den kostet 600.000 kroner, havde vi ikke købt den, siger han.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Var det noget med en ny stor elbil til halv pris?

Så er chancen der i Viborg.

Hos Lindholm Biler kan man købe en ny Fisker Ocean fra omkring 300.000 kroner – cirka halvdelen af hvad den oprindeligt kostede.

Lindholm har indtil videre solgt 90 Fisker Ocean og regner med at runde de 100.

- Da vi købte de her biler, var jeg ikke i tvivl om, at vi nok skulle sælge dem. Men at efterspørgslen var så stor, overrasker mig meget, siger direktør og partner i Lindholm Biler, Thomas Jakobsen.

Når Lindholm kan sælge så billigt, hænger det sammen med, at firmaet, der producerer bilerne - Fisker Inc. med danskeren Henrik Fisker i spidsen - kæmper for livet med massive økonomiske problemer. 

Derfor er der også en indbygget risiko ved at købe en Fisker. For hvordan er man som køber stillet, hvis producenten lige pludselig stopper med at eksistere?

- Vi sælger bilerne til halv pris af, hvad de skulle have kostet. Så må man også forvente, at man får en bil, der er 90 procent færdig for at være helt ærlig. Kan man leve med det, er det en fantastisk bil. Vil man være sikker på, at man altid kan få reservedele på det hele, og det hele virker, skal man købe en tysk bil i stedet for, siger Thomas Jakobsen.

Fotohandler Michael Hjorth fra Viborg er en af dem, der har taget chancen. Han var på jagt efter en rummelig elbil med lang rækkevidde og er glad for sin Fisker Ocean. 

- Havde den kostet 600.000, havde vi ikke købt den, men det her passer til vores budget. Den har jo et kæmpe batteri, så vi skal ikke lade så tit, og så har den en komfort, som vi er vildt glade for, siger han.

Fisker Ocean
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Tre års garanti

Afgørende for Hjorths valg var også, at Lindholm giver tre års garanti. Og firmaet mener også at have styr på situationen med reservedele.

- Der er reservedelsforsyning. Det er oppe at køre nu. Vi kan få reservedele dag til dag. De her elementære ting som en forrude - det er der styr på. Softwaren er, som den er nu. Kritiske fejl bliver rettet, men nye funktioner bliver nok ikke tilført sådan lige med det første, siger Thomas Jakobsen.

Interesseorganisationen for bilister, FDM, opfordrer dog stadig til, at man tænker sig godt om.

- Der er som sådan ikke noget i vejen med at købe en Fisker, men man skal være bevidst om, at der vil være en høj risikoprofil forbundet med et køb. Derfor er vores råd, at man nøje overvejer, om man vil købe bilen eller ej, siger advokat Michael Ern Nielsen fra FDMs juridiske rådgivning. 

Michael Hjorth har overvejet for og imod og er ikke bekymret. Han mener, at bilen er godt bygget og tror også på, at det vil være muligt at få reservedele, hvis noget skulle gå i stykker.

- Når der er solgt så mange biler - vi taler mange tusinde - så tror jeg også, at der nok skal være nogen, der vil lave reservedele til dem. Hvis det ikke bliver Fisker, vil der komme nogen, der vil lave uoriginale reservedele, siger Michael Hjorth.