Professor til unge: Pas på med jeres høretelefoner

Det er ikke ufarligt at høre højt musik i sine høretelefoner. En professor fra Aalborg Universitet har forsøgt at påvirke de unges musikvaner.

Høreskade

- Det er ikke noget, jeg tænker over. Kun hvis jeg har hørt musik længe og får ondt i ørerne. Så kan jeg godt finde på at skrue ned, siger Andreas Tony Kallestrup, 3.F, Viborg Gymnasium

- Jeg tænker ikke så meget over det. Det kommer meget an på, hvad for noget musik det er, siger Malene Christiane Bæk, 3.F, Viborg Gymnasium

Uvisheden blandt mange unge er stor i forhold til risikoen for høreskader ved at bruge høretelefoner til musikafspilning. I 3. F på Viborg Gymnasium har de haft besøg af en professor, der har gjort de studerende klogere på den potentielle risiko for høreskader.

- Noget tyder på, at det er en ud af fire / en ud af fem, der har nogle lyttevaner, der udgør en risiko, siger Dorte Hammershøi, professor, Institut for elektroniske systemer, AAU.

Højt som på festival

Hvorvidt musikken giver høreskader afhænger af hvor højt, og hvor længe man lytter. Almindelige smartphones og standard-høretelefoner kan afspille musik med lydniveauer på omkring 100 decibel.

- Høretelefonerne kan faktisk spille lige så kraftigt som musikken ved en festival. Det kan den, fordi den sidder i et lille lukket rum, og så er det fordi, den er meget effektiv til at omsætte den spænding, den får fra musikafspilleren, til et lydtryk inde i det lille lukkede rum, som vores øre er, siger Dorte Hammershøi, men slår i samme ombæring fast, at man ved hjælp af få virkemidler kan skåne sine øre.

- Man skal give sin hørelse tid til at hvile. I den tid, man ikke lytter til kraftig musik eller lytter til høj lyd, restituerer hørelsen, og det er her, de reparerer.