Særlig stilling skal fastholde værnepligtige i Forsvaret
Det skal være nemmere og mere attraktivt for de unge værnepligtige at fortsætte deres karriere i Forsvaret efter endt værnepligt.
Der skal rekrutteres flere personer til Forsvaret, så i et forsøg på at fastholde de værnepligtige efter aftjent værnepligt tilbyder Flyvevåbnet en række indgangsstillinger, der skal give de værnepligtige mulighed for at afprøve, om Flyvevåbnet er en arbejdsplads for dem.
Derfor havde Flyvevåbnet fredag inviteret de nuværende 95 værnepligtige til et rekrutteringsarrangement på Flyvestation Karup, hvor de unge havde mulighed for at tale med medarbejdere fra Flyvevåbnets forskellige enheder og blive klogere på de forskellige indgangsstillinger.
- Det handler om, at vi har et stærkt flyvevåben, der har kontrol over luften og kan passe på Danmark, og til det arbejde har vi brug for alle de kræfter, vi kan få. Derfor er arrangementet arrangeret således, at de unge værnepligtige har mulighed for at se den store pallette af muligheder flyvevåbnet kan tilbyde, fortæller Kristian Venø, der er chefsergent i Flyvevåbnet.
Idéen bag indgangsstillingerne er at tilbyde de værnepligtige en mulighed for i løbet af en toårig periode at afklare, om de ønsker at søge en fast stilling eller har lyst til at starte på en af Forsvarets mange uddannelsesmuligheder.
Flyvevåbnet har gode erfaringer med at afholde et rekrutteringsarrangement.
- Erfaringerne fra sidste år viser, at det her virker. Jeg håber på, at halvdelen af dem, der er kommet i dag, bliver mine kollegaer, når vi står her igen om et års tid. Det var i hvert fald det, der skete sidste år, hvor næsten halvdelen af dem tegnede en kontrakt med flyvevåbnet, fortæller Kristian Venø.
Står over for et generationsskifte
Fastholdelsesinitiativet bidrager til at imødegå det store generationsskifte, som Flyvevåbnet står over for og er derved med til at sikre en målrettet opbygning af Flyvevåbnets struktur. Og for Astrid Bundgaard, der er værnepligtig i Flyvevåbnet i Karup, har dagens arrangement givet hende noget at tænke over.
- Jeg synes, det har været super spændende. Jeg var slet ikke klar over, at der var så stort et team bag alt det, der foregår herude på flyvestationen, og alle de muligheder der er.
En fremtid inden for flyvevåbnet er bestemt ikke udelukket for Astrid Bundgaard, og for hende har dagens arrangement været en øjenåbner.
- Det giver god mening allerede nu at præsentere os for mulighederne. Jeg kom selv lidt uvidende ind i værnepligten, så det er rart at kende mulighederne, så jeg ikke står om tre måneder, når værnepligten slutter, og slet ikke ved, hvad jeg skal.
Mulighederne skal præsenteres tidligt
Det helt bevidst, at tidspunktet for rekrutteringsarrangement ligger på nuværende tidspunkt i de værnepligtiges forløb, hvor de inviterede værnepligtige har været under Flyvevåbnets vinger i en måned af deres fire måneders værnepligt.
- Vi kan ikke vente til den sidste uge i deres værnepligt, for der har de allerede truffet nogle valg om, hvad de skal efterfølgende. Men når vi tager det op så tidligt i deres værnepligt, så kan vi nå at så nogle frø, og vi kan vise dem, hvad flyvevåbnet er for en arbejdsplads, når de ikke længere er værnepligtige.
For Astrid Bundgaard er det efter dagens arrangement heller ikke udelukket, at hendes fremtid kommer til at være i Flyvevåbnet.
- Jeg har ikke lagt mig fast på noget endnu, men jeg synes, det var rigtig spændende at se alle flyene og helikopterne, så måske kunne jeg godt tænke mig at uddanne mig i retning af pilot, fortæller hun.