Socialdemokrater konkurrerer om vælgerne i Viborg

Både nuværende folketingsmedlem Karin Gaardsted og udfordreren Mette Nielsen kæmper for en plads i Folketinget til Socialdemokratiet i Viborg.

Karin Gaardsted fra Viborg Vestkredsen og Mette Nielsen fra Viborg Østkredsen går begge efter en plads på Christiansborg.
Karin Gaardsted fra Viborg Vestkredsen og Mette Nielsen fra Viborg Østkredsen går begge efter en plads på Christiansborg.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Der er efterhånden ikke længe til den 5. juni, hvor midt- og vestjyderne går i stemmeboksen for at vælge, de midt- og vestjyske kandidater, som skal repræsentere landsdelen i Folketinget. Viborg Kommune er et af de steder, hvor valgkampen virkelig er begyndt at spidse til.

I kommunen er der to opstillingskredse. Det betyder, at partierne har mulighed for at opstille to kandidater, og i år går både Mette Nielsen fra Viborg Østkredsen og Karin Gaardsted fra Viborg Vestkredsen efter en plads i Folketinget.

- Det er jo på sin vis en helt fair situation. Min store bekymring er, at vi kan risikere ved at tage stemmer fra hinanden, at det er Skive, der får valgt deres kandidat. Det ville jo betyde, at Viborg Kommune de næste fire år ville stå uden en direkte linje indtil en socialdemokratisk ledet regering, hvis Mette Frederiksen bliver statsminister. Det synes jeg er stærkt problematisk for kommunen, siger Karin Gaardsted.

Ved seneste Folketingsvalg var nuværende folketingsmedlem Karin Gaardsted reelt alene om de socialdemokratiske vælgere i Viborg. Den daværende socialdemokratiske konkurrent havde ført en stille tilværelse, men da Mette Nielsen i 2016 blev valgt til folketingskandidat i Viborg Øst, meldte hun straks ud, at hun gik efter en plads på Christiansborg.

- Jeg tænker, at nu må vælgerne jo tage stilling til, hvem der skal repræsentere dem på Christiansborg. Selvom vi begge to er kvinder, så er vi ret forskellige kandidater med forskellige måder at lave politik på, siger Mette Nielsen. 

Men anerkender du, at der kan være en risiko for, at ingen af jer så bliver valgt?

- Jeg vil meget hellere snakke politik med vælgerne og snakke om, hvad det er, vi skal i fællesskab - nemlig at sikre en ny regering. Jeg vil opfordre til, at alle tager arbejdstøjet på og holder den store fælles dagsordenen, så må spillet om navne altså blive sekundært, siger hun.

Et parti - to valgkampe

De to kandidater er i disse dage på gaden for at føre hver deres valgkamp. Socialdemokratiet har i dag fire folketingsmedlemmer i den Vestjyllands Storkreds. En analyse fra Altinget sagde for nylig, at partiet denne gang står til fem mandater.

- Man skal tage sig meget i agt for de der analyser og ikke bare tro på, at så er den hjemme. Hvis vi får fem, så ser situationen bedre ud, men det er ikke det, der er tilfældet nu, og det er vi nødt til at reagere på, siger Karin Gaardsted.

Hvordan vil du beskrive dit forhold til Mette Nielsen?

- Det har jeg slet ikke nogen kommentar til. Det kommer overhovedet ikke den her sag ved. Det her handler om at få valgt et socialdemokratisk medlem fra Viborg Kommune, siger Karin Gaardsted.

Mette Nielsen har siddet i byrådet i Viborg Kommune for Socialdemokratiet siden 2005 og har derfor ligesom Karin Gaardsted politisk erfaring med i rygsækken. 

Er det et splittet Socialdemokrati i Viborg Kommune?

- Det er et Socialdemokrati, som arbejder for de kandidater, der er opstillet. Det tænker jeg er ganske naturligt, men når valget er ovre, så trækker man i arbejdstøjet, og så trækker man selvfølgelig i fælles retning, fortæller Mette Nielsen.

Hvordan er dit forhold til Karin Gaardsted?

- Jeg tænker, at det her handler om andet end mit forhold til Karin Gaardsted. Det her handler om socialdemokratisk politik, og det handler om, at vi hver især selvfølgelig gerne vil vælges. Vælgerne skal nok finde ud af, hvem vælgerne vil sætte deres kryds ved, siger Mette Nielsen.

3:09