Unge deltager i eftersøgning af forsvundet student: - Det er frygteligt

Viborgs studenter har sat fejringerne på pause i respekt for eftersøgningen af student, der er forsvundet natten til lørdag omkring Nørresø.

Veninderne Emma Julie Hangaard og Solvej Kristensen leder i vandkanten på Nørresøvej.
Veninderne Emma Julie Hangaard og Solvej Kristensen leder i vandkanten på Nørresøvej.
Foto: Mathilde Brander, TV MIDTVEST

- Det er frygteligt - helt vildt, siger Emma Julie Hangaard.

De to veninder Emma Julie Hangaard og Solvej Kristensen på 21 og 22 går og leder i vandkanten på Nørresøvej.

De vil gerne støtte op om eftersøgningen af den 20-årige mand, der natten til lørdag er forsvundet efter at have sejlet i kajak over Nørresø i Viborg med to venner. Det var kun de to venner, der kom i land.

De to veninder er begge berørt af situationen.

- Vi vil gerne hjælpe hans forældre med at finde ham hurtigt. Man tænker på hans pårørende. Det er virkelig hårdt.

- Man føler sig lidt forpligtet, når man også kender mange, der kender ham, siger pigerne.

Aflyste studentergilder

De er begge fra Viborg, og det er kun et par år siden, de selv blev studenter.

- Det er den bedste tid, man har og nu er den bare gået helt i stå, siger Solvej Kristensen.

Emma Julie Hangaard skulle selv have været til studentergilde i dag, men det er aflyst på grund af efterlysningen. Pigerne fortæller, at hele byen har sat studenterfejringen på pause.

- Det er virkelig god stil, og det viser respekt, siger Emma Julie Hangaard.

Veninderne har ledt nede ved badebroerne, og deres fornemmelse er, at der har været mange forbi i løbet af dagen.

- Man har lidt en dårlig mavefornemmelse med det hele. Det er mange timer nu, og man frygter lidt det værste, siger de.