Verdenskendt kunstner donerer kunstsamling til Viborg
Den ukrainske collagekunstner Sergei Sviatchenko udstiller værkerne ”Alt dette i en by” på Viborg Rådhus.
Arkitektoniske og farverige værker kan gæster på rådhuset i Viborg nyde fra lørdag.
Den dansk-ukrainske collagekunstner Sergei Sviatchenko har nemlig doneret 24 værker til Viborg Kommune, som skal vise både nye og kendte sider af Viborgs arkitektur.
Og han er faktisk den første kunstner, der får lov til at hænge sin kunst op på den store, hvide væg i rådhusets foyer.
- Det er en fantastisk dag, og udstillingen skal ses som en hyldest til byen, siger kunstneren.
I mere end 30 år har Sergei Sviatchenko boet og arbejdet i Viborg, hvor han har udviklet sig til at være en af verdens førende collage-kunstnere.
Han har valgt at kalde udstillingen "Alt dette i en by", og han håber, at den skal være med til at åbne for samtalen om at være borger i Viborg Kommune på tværs af nationalitet, baggrund og historie.
Åben for alle
Sergei Sviatchenko er oprindelig uddannet i kunst og arkitektur ved Kharkov National University of Construction and Architecture i Ukraine og har en Ph.d. fra arkitektskolen i Kiev, Ukraine.
Men han har boet i Viborg med sin familie siden 1990, og derfor skal udstillingen ses som en hyldest til byen fra kunstneren, og bagefter har han valgt at værkerne skal doneres til kommunen.
Skovgaard Museet var også med til dagens åbning af udstillingen, og det glædede museumslederen, Christian Kortegaard Madsen.
- Vi er med til åbningen, og det er en meget speciel udstilling, værkerne er en serie, der er lavet til Viborg, hvor Viborgs huse og byens stemninger er brudt op og sat sammen på ny, fortæller lederen.
Udstillingen kan opleves på Viborg Rådhus frem til 8. december i rådhusets åbningstider, derefter vil værkerne bliver holdt hos Skovgaard Museet.