Viborg FF tørner sammen mod AGF: Følg kampen her

Jeppe Grønning misbrugte et sent straffespark, da Viborg og AGF spillede 1-1 i Superligaen.

VFF AGF

Viborg FF og AGF gik til vaflerne og spillede søndag 1-1 i Superligaen efter et meget intenst og dramatisk møde.

Midtbanespilleren Magnus Westergaard bragte Viborg foran i første halvleg, og angriberen Tobias Bech udlignede efter pausen.

Mod slutningen begik forsvarsspilleren Jonas Jensen-Abbew straffespark og så rødt, men midtbanedynamo Jeppe Grønning forspildte den store mulighed.

AGF holder efter sin fjerde uafgjorte i træk akkurat og foreløbigt fat i andenpladsen med sine 20 point. Viborg er nummer otte med 13 point.

Første halvleg var på mange måder både ligeværdig og jævn.

Begge mandskaber var helt tydeligt indstillet på at være maksimalt til stede i duellerne, og det udløste flere situationer, hvor en spiller blev ramt i hovedet af en modstanders kropsdel.

Det gav ingen advarsler, men dog en snak mellem dommer Mikkel Redder og anførerne, da det ofte var mere eller mindre tilfældigt.

AGF's Kristian Arnstad blev ramt på skinnebenet af angriberen Renato Junior efter 25 minutter, inden brasilianeren skubbede bolden videre til midtbanespiller Magnus Westergaard, som kontrolleret udplacerede Jesper Hansen fra kanten af feltet.

Aarhusianerne skreg på frispark, men sammenstødet blev vurderet som hændeligt, og Viborg var foran 1-0.

Arnstad kom kort før pausen meget tæt på en udligning, men VFF-keeper Oscar Hedvall diskede op med en pragtredning helt oppe under overliggeren.

Gæsterne skiftede to ind fra anden halvlegs start, og det var med til at vippe kampen over i udeholdets favør.

Det var blandt andet comeback til den livlige kantspiller Gift Links, som havde været stærkt savnet. Men det var ikke ham, der sørgede for udligningen efter 68 minutter.

Det var i stedet angriberen Tobias Bech, som nemt pandede bolden i et tomt net, da Hedvall totalt mistimede sit forsøg på at gøre noget ved Felix Beijmos indlæg.

Jonas Jensen-Abbew kom også ind fra anden halvlegs start, men han spillede ikke færdig. Efter 85 minutter rev han således Grønning til jorden i feltet efter et forlænget indkast, og det gav både rødt kort og straffespark.

Grønning fik chancen for at score fra pletten for tredje gang i sæsonen, men kaptajnen tordnede kuglen på undersiden af overliggeren.

Viborg sluttede bedst af, men måtte nøjes med det ene point.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.