Viborg-løber slår rekorden i Søndersøløbet

Løberen Thijs Nijhuis fra Viborg gennemførte i dag som den første nogensinde Søndersøløbet på under 17 minutter.

Thijs Nijhuis vandt i dag Søndersøløbet for niende gang,
Thijs Nijhuis vandt i dag Søndersøløbet for niende gang,
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

16 minutter og 56 sekunder. Så hurtigt lykkedes det den 28-årige Thijs Nijhuis at gennemføre Søndersøløbet, der er 5,7 kilometer langt. Dermed slog han den tidligere rekord på 17 minutter og 13 sekunder, som han også selv havde sat.

- Jeg vil jo helst undgå, at Søndersøløbet 2020 skal huskes for corona, men at det i stedet bliver husket for det år, hvor der blev sat en ekstremt hurtig rekord, siger Thijs Nijhuis.

Det traditionsrige Søndersøløb i Viborg har i år været nødt til at bryde traditionerne på grund af corona. Løbet er blevet rykket fra forår til efterår, og deltagerantallet er faldet fra over 1000 til kun 40, men der var ikke ændret på, at Thijs Nijhuis gik efter at vinde.

- Man får ondt, men så finder man det der monster frem i sig selv, som siger, at du skal blive ved, til du ser målstregen, og det gjorde jeg, siger han.

Næste år skal Thijs Nijhuis deltage på marathon-distancen ved OL i Tokyo.

1:49
Løberen Thijs Nijhuis ville som den første nå i mål på under 17 minutter ved det traditionsrige Søndersøløb i Viborg.