Viborgs borgmester glæder sig over udsigten til motorvej: - Det er helt afgørende

Ulrik Wilbek er godt tilfreds med, at Viborg ser ud til at blive en motorvejsby. Borgmesteren ærgrer sig dog over, at udvidelsen mod Aarhus bliver udskudt.

1:31
En pendlervej eller en motorvej - hvad er vigtigst? Det giver borgmester Ulrik Wilbek sit bud på her.

Mandag formiddag præsenteres en helt ny trafikaftale, som regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået.

TV MIDTVEST har set en del af aftaleteksten, hvor der står, at Viborg får en motorvej, der skal forbinde byen med motorvejsnettet mod syd. Det kommer til at få stor betydning for domkirkebyen, mener borgmester Ulrik Wilbek (V).

- Det er helt afgørende for Viborg, og den kommer noget tidligere end forventet, siger han.

I aftalen lyder det, at ”parterne er enige om at reservere en ramme på 3,9 milliarder kroner til anlæg af motorvej fra Løvel ved Rute 13 nord for Viborg til Rute 13 ved Klode Mølle nord for Bording.”

Det fremgår også, at strækningen er på cirka 50 kilometer, og at den i Klode Mølle-enden mod syd vil munde ud tæt på motorvejen mellem Aarhus og Herning ved Pårup.

- Vi er glade for, at vi bliver motorvejsby. Det havde vi slet ikke forventet for et halvt år siden, siger Ulrik Wilbek.

Pendlerne må vente på udvidelse mod Aarhus

Ifølge Ulrik Wilbek, som har set hele aftaleteksten, bliver udvidelsen af vejen til Aarhus til gengæld udskudt til 2031.

- Det giver lidt skår i glæden, at udvidelsen bliver skudt nogle år. Det er vores pendlervej, så for pendlerne er det lidt træls, men for erhvervslivet er det rigtig godt, siger han.

Arbejdet med at bygge motorvejen skal ifølge planen begynde i 2026. Motorvejsstykket skal blive en del af den kommende Midtjysk Motorvej – det, der også kaldes Hærvejsmotorvejen.

I den nye trafikaftale indgår alle større statslige trafikinvesteringer frem til 2035. Udover strækningen ved Viborg er der kun beskrevet planer om en kort strækning mellem Give og Billund. Det vil sige, at resten af Hærvejsmotorvejen først potentielt kan blive til noget efter 2035.

Først når der er udarbejdet en VVM-undersøgelse bliver det afgjort, om den nye motorvej skal gå øst eller vest om Viborg.