Demonstrant kørt ned ved omstridt stutteri

En person er anholdt.

En ambulance hentede den demonstrant, der blev kørt ned.
En ambulance hentede den demonstrant, der blev kørt ned.
Foto: Presse-fotos.dk

En mandlig demonstrant er fredag aften kørt ned i nærheden af Viegård Stutteri ved Skals.

Det bekræfter vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Lars Even over for TV MIDTVEST. 

Han fortæller desuden, at politiet har været kaldt ud til en påkørsel i nærheden stutteriet.

En person er i den forbindelse blevet anholdt.

Påkørslen fandt sted omkring klokken 18.

Ifølge vagchefen er en ambulance blevet kaldt til stutteriet i forbindelse med påkørslen. Demonstrantens tilstand er ukendt.

Politiet fortæller også, at yderligere to demonstranter er blevet ramt af en bil.

Allerede ved 16-tiden fik politiet flere meldinger om, at der var tumult ved stutteriet, hvor et sted mellem 10 og 20 demonstranter var samlet for at fejre, at virksomheden fredag er gået konkurs.

Demonstrant blev slæbt efter bil

Demonstrant Flemming Heilmann Pallesen var fredag aften til stede ved stutteriet, da demonstranten blev kørt ned.

Han fortæller til TV MIDTVEST, at der var opstået tumult ved stutteriets port, hvor flere demonstranter havde taget ophold. 

I den forbindelse kørte en personbil mod en gruppe på fem-seks demonstranter. Her skulle to personer ifølge øjenvidnet været blevet ramt.

En tredje demonstrant forsøgte i samme ombæring at hive fat i døren på bilen. I den forbindelse blev han ifølge Flemming Heilmann Pallesen slæbt af bilen, der endte med at køre ham over.

- Det er frygteligt, siger han om episoden. 

Gået konkurs fredag

Fredag kom det frem, at stutteriet er blevet begæret konkurs ved skifteretten i Viborg.

Det sker efter længere tids massiv medieomtale, hvor stutteriets ejer, John Byrialsen, er blevet beskyldt for dyremishandling.

Foruden Viegård Stutteri ApS er Vieland ApS samt John Byrialsen selv også begæret konkurs.

I forbindelse med konkursen har flere demonstranter dagen i gennem opholdt sig i umiddelbar nærhed af stutteriet.

Flemming Heilmann Pallesen fortæller, at flere demonstranter nu har taget ophold på en nærliggende kro.