Dyreværnsorganisationer politianmelder stutteriejer: Tidligere ansat har taget billeder af misrøgtede heste
Tyrell Cotant beskylder John Byrialsen for at misrøgte sine heste. Det er ikke første gang John Byrialsen bliver mødt med den slags beskyldninger.
Tyrell Cotants facebookside er fyldt med billeder af misrøgtede heste fra den danske stutteriejer John Byrialsens stalde.
Han skriver, at han har lavet opslaget i afmagt, fordi han ikke mener, at dansk politi har taget hans anmeldelse alvorligt.
I sit facebookopslag beskriver han, hvordan alt han havde fået at vide var en løgn.
Det var oprindeligt meningen, at Tyrell Cotant over to måneder skulle have hjulpet stutteriet med at tilride unge heste, men den 26-årige amerikaner nåede kun at være hos Viegård Stutteri i Skals i to uger.
- Jeg havde undersøgt lidt om ham, og kunne se der var artikler om John Byrialsen. Men da jeg ikke kan dansk, skulle jeg lære tingene på den hårde måde, siger han.
Dorthe Brauner Jensen, fra foreningen Stop vanrøgt af dyr bag hegn, har af to omgange haft telefonisk kontakt med Tyrell Cotant.
Kunne ikke holde ud af arbejde der
- Jeg ringede til Tyrell Cotant, da jeg så opslaget på facebook. Derudover har jeg politianmeldt John Byrialsen, fortæller Dorthe Brauner Jensen.
Den ene samtale med Tyrell Cotant har hun optaget på sin telefon, og af den samtale fremgår det, at han forlod stutteriet før kontraktens udløb.
- Jeg arbejdede der i to uger, så kunne jeg ikke holde det ud mere. Men John Byrialsen ville ikke lade mig rejse, så det var med hjælp fra dansk politi og den amerikanske ambassade, at jeg kom derfra, fortæller Tyrell Cotant i telefonsamtalen.
Han fortæller også, at han hjalp en fransk pige med at komme væk fra stutteriet.
I sit facebookopslag beskriver Tyrell Cotant, hvordan stutteriet har heste fordelt på syv lokationer, men at der kun er fem ansatte til passe hestene. Hestene bliver fodret med muggent foder og flere heste havde åbne sår.
- Der ligger også døde heste på stutteriet, fortæller han.
- Jeg vil tage derud her i weekenden, siger Dorthe Brauner Jensen i telefonsamtalen.
- Så skal du passe på. Han har skydevåben, siger Tyrell Cotant.
Tyrell Cotant fortæller også, at facebookopslaget ikke er gået ubemærket hen.
- John Byrialsen har ringet til mig og truet mig, efter jeg lagde det op, siger han.
Normalt at nogle heste er tynde
Til TV MIDTVEST fortæller John Byrialsen, at det hele handler om, at han og Tyrell Cotant gik skævt af hinanden.
- Han havde fået 10.000 dollars for at komme her og tilride mine heste. Det kunne han ikke finde ud af. Han fortalte også om, hvordan han havde skudt ti-årige børn i Afghanistan. Og det fortalte jeg ham, at jeg ikke gad at høre på.
- Og de billeder han har vist på Facebook, dem kender jeg ikke noget til. Men den ene hest kan jeg fortælle havde en urinvejsinfektion og var på penicillin. Og når man har så mange heste, som jeg har, så der er der ikke noget unormalt i, at der er en imellem der er lidt tynd, fortæller John Byrialsen.
Han oplyser endvidere, at han selv har politianmeldt Tyrell Cotant.
-Politiet og dyrlægen har været her flere gange. Fødevarekontrollen har også været her, siger han.
Vil ikke have besøg af TV MIDTVEST
På spørgsmålet om TV MIDTVEST må komme forbi stutteriet er svaret nej. Ligesom han ikke ønsker at komme med yderligere kommentarer.
Midt- og Vestjyllands Politi kan her i weekenden ikke bekræfte om det har modtaget en politianmeldelse. Men Dorthe Brauner Jensen fra foreningen Stop Vanrøgt mod dyr bag hegn fortæller, at politiet har fortalt hende, at det har besøgt stutteriet, men at det ikke vil fortælle mere før på mandag. Derudover har Hestens Værn også politianmeldt stutteriet.
John Byrialsen er tidligere blevet politianmeldt af Dyrenes Beskyttelse. Det var i 2018 og på baggrund af billeder af underernærede heste. Politiet endte med droppe sagen.
I 2013 fik han fjernet 64 heste fra sit stutteri i Pasodowo i Polen. Den gang sigtede polsk politi ham for vanrøgt af sine heste.