Nu skal omstridt stutteri igen på tvangsauktion

Efter et halvt års oprydning og rengøring er Viegård Stutteri klar til at blive solgt på tvang.

Ejendomsværdien lyder på 6.050.000 kroner, hvoraf grundværdien udgør 793.900 kroner.
Ejendomsværdien lyder på 6.050.000 kroner, hvoraf grundværdien udgør 793.900 kroner.
Foto: Morten Beckert Thomsen, TV MIDTVEST

Viegård Stutteri er nu klar til at blive solgt til en ny ejer.

I seks måneder har tvangsauktionen været udskudt, men nu skal bygningerne på stutteriet altså sælges. Det oplyser kurator på konkursboet, Johnny Madsen.

Ejendomsvurderingen lyder på 6 millioner kroner.

- Jeg vil gerne have ti millioner for det, men det er nok tvivlsomt, at jeg kan få så meget. Der er ikke så meget jord til ejendommen, så jeg er spændt på, hvordan det ender, siger Johnny Madsen.

Foruden boligen og den store grund inkluderer ejendommen også otte andre bygninger herunder en hestestald. Bygningerne har indtil for nyligt været hjemsted for Viegård Stutteri.

Alle heste solgt

Det er John Byrialsen, der ejer det tidligere stutteri. Et af argumenterne for at udskyde konkursen tilbage i oktober var blandt andet, at stedet skulle shines op, og nu er arbejdet med det overstået.

- Nogen vil nok mene, at vi har brugt lang tid på at få gjort stedet klar til salg. Men det var det, vi sagde, vi ville, tilbage i oktober. Og nu er vi altså færdige, siger Johnny Madsen.

Stutteriet har tidligere rummet 400 heste, og de skulle også sælges, før tvangsauktionen kunne begynde.

- Vi har brugt lang tid på at komme af med hestene, men alle heste er blevet solgt nu. Der står kun ganske få tilbage på ejendommen, og de bliver afhentet i løbet af ganske kort tid, siger Johnny Madsen.

Der er fremvisning af ejendommen den 11. april klokken 10, mens selve tvangsauktionen finder sted ved Retten i Viborg den 19. april klokken 11.