Tidligere ansat afhørt foran fnysende stutteriejer: - Han stirrede på mig hele tiden
Stutteri-ejer og tidligere ansat stod fredag ved Retten i Viborg ansigt til ansigt, for første gang siden beskyldninger om vanrøgt fik sagen mod det kritiserede Viegård Stutteri til at rulle. Få alle detaljer i livebloggen.
Til fnys og hovedrysten fra stutteriejer John Byrialsen blev amerikanske Tyrell Cotant, der tidligere har været ansat på det omdiskuterede Viegård Stutteri, afhørt ved Retten i Viborg som et led i efterforskningen af forholdene på det midtjyske hestestutteri.
Det sker, efter Tyrell Cotant, der er tidligere ansat på stutteriet ved Skals, i juli gik ud med en offentlig kritik af stutteriets ejer, der indeholdt beskyldninger om misrøgtede heste, trusler og besiddelse af skydevåben.
De oplevelser skulle han fredag beskrive ved afhøringen, hvor Viegård Stutteris direktør, John Byrialsen, altså også deltog med sin advokat.
Du kan læse, hvad der kom frem i retten, og hvilke reaktioner det gav, i livebloggen herunder.
Livedækningen slutter
Både Tyrell Cotant, John Byrialsen, hans forsvarer og specialanklager Ulrik Panduro samt de enkelte sympatisører, der var mødt op foran retsbygningen, har nu forladt stedet.
Dermed lukker vi også ned for vores livedækning af sagen.
TV MIDTVEST følger naturligvis sagens udvikling.
Tak for at følge med.
Anklager regner med, at efterforskningen fortsætter længe endnu
Specialanklager Ulrik Panduro vil efter retsmødet ikke udtale sig om, hvad han mener, dagens afhøring kommer til at betyde for sagen.
- Jeg vil ikke kommentere på selve indholdet af den forklaring, han gav i retten i dag. Den forklaring, vi får nu, får vi en retsbog på, og så vil det indgå i vores efterforskning, som et bevis i sagen.
Kommer der en retssag?
- Det kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Nu er vi i gang med en omfattende efterforskning i sagen. Jeg regner med, at den fortsætter et godt stykke tid endnu, siger specialanklager Ulrik Panduro efter dagens afhøring.
Stor dag for demonstrant
Foran retsbygningen er Dorthe Braüner Jensen dukket op. Hun er formand for foreningen Stop vanrøgt af dyr bag hegn, og hun har stået i spidsen for flere demonstrationer.
- Jeg er jo lykkelig over, at det her har fundet sted. Det er bare en stor dag for mig, siger hun til TV MIDTVEST.
- Det her betyder rigtig meget, for nu har vi noget konkret. Vi har hans vidneudsagn, som ingen kan løbe fra. Det er ikke noget, som John kan lyve om. Der er kommet noget fakta på bordet.
Følte sig nedstirret af Byrialsen
- Jeg føler mig lettet. Jeg forventede ikke at skulle i retten. Jeg var ret nervøs, siger Tyrell Cotant.
- Jeg har ikke set John Byrialsen, siden jeg tog afsted. Jeg ved, han ikke kan lide mig, og jeg kan ikke lide ham. Jeg kunne mærke, at han stirrede på mig hele tiden, siger han til TV MIDTVEST.
Cotant: Jeg håber bare, hestene kan få det bedre
Tyrell Cotant forklarer, efter afhøringen er slut, at han "har gjort, hvad han kunne".
- Jeg har bare prøvet at hjælpe. Jeg håber bare, at hestene kan få det bedre, siger han til TV MIDTVEST.
- Jeg tog billederne, fordi jeg håbede, at nogen så ville gøre noget.
Forsvarer: Min klients sag er styrket
John Byrialsens forsvarsadvokat Kurt Jensen giver uden for retten sin reaktion til TV MIDTVEST.
- Mange af de ting, som der var lagt op til, forklarede han ikke. Mange af tingene kunne han ikke huske, så de kom jo ikke frem, siger Kurt Jensen.
- Jeg synes bestemt, at mødet i dag styrker min klients position.
Mødet afsluttes
Hverken forsvarer eller anklager har flere spørgsmål til Tyrell Cotant, og dommeren siger tak for i dag.
Anklager spørger ind til foder til hestene
Specialanklageren spørger ind til, hvad for noget foder, hestene fik.
Cotant forklarer, at de fik noget foder, man kalder ensilage, som var blandet sammen af forskellige ting og blev opbevaret udenfor, hvor de mugnede og lugtede rigtig dårligt, forklarer han.
- De fik noget græs. Men han ville have os til at fodre dem mere med ensilage, fordi græs var dyrere, forklarer Tyrell Cotant.
Dommer beder Byrialsen om at være stille
John Byrialsen snakker en del lavmælt til sin forsvarer, mens Cotant forklarer sig.
Det får dommeren til at bede Byrialsen om at være stille, fordi det er "meget forstyrrende".
Byrialsen fortsætter dog med at hviske til sin forsvarer, mens Cotant besvarer specialanklagerens afrundende spørgsmål.
Forsvarer sætter spørgsmålstegn ved forklaring
- Jeg vil gerne vide, hvordan du kan sige, at omkring 200 heste var underernærede, når du kun var der kortvarigt og kun på enkelte af ejendommene, siger Kurt Jensen.
Cotant forklarer, at John Byrialsen viste ham rundt på de forskellige adresser, så han har set alle de heste, han omtaler.