Vorre-bror i retten igen: Nægter at have slået aktivist i ansigtet
Ole Vorre nægter at have slået en hesteaktivist i ansigtet. Han mener, der var tale om et skub på brystet.
Der var ikke så meget slinger i valsen, da Ole Vorre blev spurgt, om han slog en hesteaktivist i ansigtet.
- NEJ, lød det fra den 64-årige landmand.
Onsdag var han ellers på anklagebænken ved Retten i Viborg, hvor anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har rejst tiltale mod ham for at have slået en hesteaktivist i ansigtet med en knyttet næve.
En hændelse, der ifølge politiet fandt sted 14. september 2023 i en skov tæt på Viegård Stutteri ved Skals nord for Viborg.
Ifølge Ole Vorre var der blot tale om et skub i brystet, og han nægter sig derfor skyldig.
Lå på lur i skovbunden
Episoden opstod, fordi en flok hesteaktivister ifølge Ole Vorre havde bevæget sig ind på privat grund for at tage billeder af heste med tilknytning til Viegård Stutteri.
På stutteriet arbejdede Ole Vorre som 'fritidsansat', som han formulerede det i retten.
- Jeg fik ikke penge for at arbejde der, sagde han i retten.
Alligevel havde han lagt sig på lur i skovbunden, fordi han mistænkte hesteaktivisterne for at tage billeder af hestene fra Viegård Stutteri, mens aktivisterne befandt sig på privat grund.
I retten forklarede Ole Vorre, at en ældre dame på et tidspunkt bevægede sig ind på det private område, hvorefter han dukkede op fra sit skjulested nede fra skovbunden.
I de efterfølgende minutter opstod der tumult, hvilket ifølge Ole Vorre resulterede i, at damen slog hans mobiltelefon ud af hånden på ham.
Politiet mener, at Ole Vorre efterfølgende gav kvinden et knytnæveslag i ansigtet, mens landmanden holder fast i, at der blot var tale om et skub i brystet.
Anden afhøring blev udsat
Planen var, at Ole Vorre også onsdag skulle have været afhørt om at andet forhold. Her har han ifølge politiet udsat fire hestefolk for livsfare ved at have kørt frem mod dem i stor fart i sin BMW X5.
Derudover er han også tiltalt for at have udsat demonstranten Jacob Thorup Kjærsgaard for grov vold, da hans krop blev klemt under den store BMW, hvilket resulterede i syv brækkede ribben.
Hændelsen skete 13. oktober 2023, da en gruppe demonstranter fejrede, at Viegård Stutteri umiddelbart forinden var begæret konkurs.
Forsvarer Thomas Jensen anmodede under retsmødet om at få yderligere videomateriale fra forskellige medier, der havde været til stede på gerningstidspunkterne.
Blandt andet fra DR, der har lavet dokumentaren "Hestekrigen i Skals".
Forsvareren mener ikke, at anklagemyndigheden havde gjort tilstrækkeligt for at forsøge at fremskaffe videomaterialet.
Dommeren bad derefter anklageren om at forsøge at fremskaffe videomaterialet.
Derfor nåede Ole Vorre ikke at blive afhørt i dette forhold. Det kom dog frem, at han nægter sig skyldig.
Næste retsdag er mandag 27. maj, og der forventes at falde dom 31. maj.