17.000 underskrifter: Marius bør blive i landet
I dag rundede underskriftindsamlingen for Marius Youbi 17.000. Senere tirsdag er der demonstration imod udvisningen af den 30-årige superstuderende.
En underskriftindsamling på hjemmesiden skrivunder.net for den ingeniørstuderende Marius Youbi rundede i dag 17.000 underskrifter. Det skriver aoh.dk.
Det sker på dagen, hvor der også er en demonstration til fordel for den camerounske ingeniørstuderende på Torvet i Herning. Camerouneren skal forlade Danmark senest på fredag den 8. januar.
Ann Marion Poulsen - en af arrangørerne af demonstrationen - oplyste mandag til TV MIDTVEST, at cirka 350 mennesker har tilmeldt sig demonstrationen via Facebook, mens over 800 har udtrykt interesse for den.
Blandt de demonstrerende vil der være flere politikere til stede. Kultur- og medieordfører Mogens Jensen (S) samt Signe Munk (SF), Peter Villadsen (SF) og Finn Stengel Petersen (S) har lovet at vise deres støtte og tale ved demonstrationen.