SF stiller spørgsmål til ministre om Marius-udvisning
SF vil tage Marius Youbis udvsning op i Folketinget. Det sker på dagen, hvor superstudenten fik tre 12-taller til de fremrykkede eksamener.
Nu vil SF's næstformand Signe Munk have svar på, om det kan være rigtigt, at Marius Youbi skal udvises.
- Jeg synes, det er dybt urimeligt, siger Signe Munk
Derfor stiller hun nu gennem integrationsordfører Jacob Mark spørgsmål til integrationsminister Inger Støjberg (V) og forsknings- og undervisningsminister Esben Lunde Larsen (V), om det er en fornuftig måde at forvalte reglerne på:
- Det er for at finde ud af, om de synes, at det er rimeligt, at Marius mister sin opholdstilladelse nu. Eller om vi er enige om, at det er hul i hovedet, at en superstudent mister sin opholdstilladelse, siger Signe Munk til tvmidtvest.dk.
Det er hul i hovedet, at en superstudent mister sin opholdstilladelse
Marius Youbi står til at blive udvist den 8. januar 2016, fordi han i perioder har arbejdet for meget som rengøringsassistent.
Det er uvist, om Folketinget når at behandle spørgsmålet, inden det bliver jul.
- Vi har bedt om, at de svarer inden for en uge, for det er en sag, der er presserende. Så nu ligger bolden hos ministrene, siger Signe Munk.