Et sidste farvel til Touborg
Politikeren og rødbonden Kristen Touborg bisat fra Valgmenighedens Kirke i Lemvig
Familie, venner, naboer, politiske venner og modstandere var mødt op for at sige et sidste farvel til politikeren Kristen Touborg Jensen, der i dag blev bisat fra Valgmenighedens Kirke i Lemvig.
Omkring 400 deltog i bisættelsen, der fyldte kirken til sidste sæde.
- Han var bonde, gæv som guld. Skåret ud af Jyllands muld. Agtet hos sin nabomand, savnet af sit fædreland.
Sådan indledte præsten sin afsked med Kristen Touborg. En vellidt mand af mange.
- Han var hjertevarm, og når tingene gik lidt højt og det var lidt svært, og det er det nogen gang i toppolitik, så var han der med en krammer - sådan et rigtigt bjørneknuser. Og det er faktisk uvurderligt, siger Pia Olsen Dyhr.
Igennem sine små 40 år i politik satte Touborg sit aftryk både hos politiske venner, men også hos modstandere.
- Kristen Touborg, han var reel, men han var også provokerende. Og han var sjov, så vi har haft det meget fornøjeligt med hinanden, siger tidligere formand i Folketinget Christian Mejdahl fra Venstre.
Rødbonden er ikke mere
De fleste husker Touborg som politikeren med den røde skjorte, som han bar gennem sit politiske liv. Og sammen med skjorten bar han også på en stor portion humor, som han smittede sine omgivelser med.
- Humoren var der jo altid og det er jo nok noget af det, der har været med til at gøre, at Kristen jo mange gange fik resultater, siger tidligere borgmester i Lemvig Jørgen Nørby fra Venstre.
Kristen Touborg omkom i en bilulykke 29. juni. Bisættelsen har været udsat til i dag for at Touborgs hustru Anna Marie kunne deltage. Hun blev selv hårdt kvæstet i ulykken og deltog i dag i kørestol.
I kirken læste datteren Mette Touborg et brev op, hvor Anna Marie sagde et sidste farvel til sin mand.