Få dehydrerede ældre: Ekstra væskebesøg i hjemmeplejen hjælper
De ældre borgere har stor risiko for at blive dehydrerede i sommervarmen, men på grund af ekstra væskebesøg er der færre indlæggelser end forventet.
Der desværre mange, der ikke får drukket nok væske her i sommervarmen. Og især ældre risikerer at blive dehydrerede.
Men der har slet ikke været så mange indlæggelser på sygehusene i Herning og Holstebro som forventet.
- Fra nogle af de andre hospitaler i Region Midtjylland, har der været meldinger om mange indlæggelser på grund af dehydrering. Det har vi ikke, siger Ida Götke, der er sygeplejefaglig direktør i Hospitalsenheden Vest.
Den kommunale hjemmepleje og hjemmesygeplejen kan tage æren for at holde væskebalancen på plads hos de ældre.
- Deres oplevelse af tørst er mindre, så hvis der ikke er nogen, der gør dem opmærksomme på, at de skal drikke, så lader de være, siger Ida Götke.
Ekstra væskebesøg hjælper
Man skal som tommelfingerregel drikke cirka en tredjedel af sin kropsvægt i deciliter hver dag.
Vejer man for eksempel 75 kilo, bør man altså i løbet af dagen hælde 2½ liter væske indenbords og endnu mere på en varm sommerdag.
Selv om de ældre kan nøjes med lidt mindre væske end andre, risikerer de især at blive dehydreret. men det har ekstra væskebesøg i hjemmeplejen altså blandt andet forhindret.
- Man laver en aftale med den enkelte borger om, at man sætter en kande vand eller saftevand frem til vedkommende, og så skal de se, om de kan drikke to glas, siger Birgitte Malling, teamleder i Hjemmeplejen i Vinderup.
De fleste ældre kan typisk nøjes med halvanden liter væske om dagen.