FC Midtjyllands dødbolde sænker AGF i storsejr
FC Midtjylland slog mandag aften AGF med 4-0 på hjemmebane, og holdet scorede blandt andet på tre dødbolde.
FC Midtjylland slog mandag aften AGF på hjemmebane med 4-0. Mandskabet har dermed vundet otte ud af de sidste ni Superligakampe. Med sejren holder FC Midtjylland trit med Brøndby i toppen af Superligaen, hvor FCM indtager andenpladsen med et point færre end topholdet.
FC Midtjylland tog teten fra kampens start, og allerede efter tre minutter var mandskabet tæt på at bringe sig foran. Heldigvis for AGF tog Mikkel Duelunds afslutning overliggeren. Heldet var dog ikke på gæsternes side ti minutter senere. Jakob Poulsen sendte et hjørnespark ind i feltet, og her nåede Rasmus Nissen højest og headede værterne foran med 1-0.
Blot fire minutter senere var den gal igen i AGFs ende efter en dødbold. Jakob Poulsen var igen arkitekten, og han fandt Zsolt Korcsmár, som gjorde det til 2-0 i en situation, hvor FC Midtjylland-spillerne nærmest stod i kø for at sende bolden det sidste stykke over stregen.
AGF forsøgte at lægge pres på FC Midtjylland i anden halvleg, men gæsterne kom aldrig frem til de helt store chancer. Fem minutter før tid lukkede Marc Dal Hende definitivt kampen, da han kom først på et hjørnespark og scorede til 3-0. Dal Hende var dog ikke færdig, og minuttet efter scorede han sit andet mål i kampen, da han scorede til slutresultatet 4-0.
FC Midtjylland møder OB på hjemmebane i næste runde.