Hvis navne som Kristine Sloth eller Alexander Husum er fremmede for dig, så er du langt fra alene. Men alligevel er de blandt nogle af Danmarks største ungdomsstjerner.
De ti mest sete danske youtubere har sammenlagt mere end to millioner følgere på det sociale medie Youtube, hvor alle kan lægge videoer op, og andre så kan følge med. Her deler de videoer med alt for videodagbøger, udfordringer, makeup-vejledninger, computerspil og meget mere.
Men selvom de er så populære, så er det altså ikke unormalt ikke at vide, hvem de er. Især hvis man hører til den mere voksne målgruppe. Det er der en god grund til, forklarer ekspert i sociale medier Thomas Bigum til TV 2.
- Internettet har en tendens til at skabe bobler. Så teenagere bevæger sig rundt i en boble med én type indhold, og voksne bevæger sig i en anden boble. De to bobler overlapper primært, hvis man som forældre til en 13-årig bruger den samme tablet eller computer, siger han.
Men hvis du er helt fortabt, så skynd dig at læse med her. Så er du i hvert fald lidt mere forberedt, inden du kaster dig over fænomenet.
Danske youtubere
De lever af det.
De fleste meget populære youtubere er i dag professionelle, der lever af at lave deres videoer. Præcist hvor meget de hver især tjener er oftest en hemmelighed, men der er eksempler på udenlandske youtubere, der tjener mange millioner hvert år. De danske kan dog ikke komme op på et lignende antal følgere og tjener formentlig en del mindre end det, men mange af dem altså nok til at kunne leve af det.
De tjener både deres penge på reklameindtægter fra de reklamer, som ligger direkte på videoerne, men også sponsorater og aftaler med firmaer.
Det er ikke et nyt fænomen.
Selvom du måske ikke ved meget om youtubere, så har tendensen været her længe. Mange udenlandske youtubere har altså været i gang siden det sociale medies yngste dage. Youtube blev stiftet i 2005.
Så mange følgere har de.
Alexander Husum er den danske youtubere, der har flest følgere. Han er 21 år gammel og fra Randers, og hans videoer handler ofte om at lave pranks, hvor man laver sjov med sig selv eller sine venner, eller at han tager imod udfordringer af forskellig slags. Han har i skrivende stund 339.869 abonnenter eller følgere.
Herefter følger Morten Münster med 301.252 følgere og Armin Merusic med 254.974 følgere.
De har deres eget awardshow.
Ved awardshowet Guldtuben fejrer youtuberne årligt hinanden. Her bliver der uddelt priser i kategorier som for eksempel årets videoskaber, årets beauty & fashion og årets vlogger.
I år fandt showet sted i Royal Arena i København.