Formand for botilbud trækker sig øjeblikkeligt efter kritik
Formanden for en institution har trukket sig efter kritik, som han er rystet over.
Finn Iversen er ikke længere formand for Fonden Bo-Selv. Efter afsløringer af en kritik af institutionens metoder har han trukket sig. Med øjeblikkelig virkning.
- Jeg trådte ud af bestyrelsen i går. Jeg kunne ikke se mig selv i det her. Jeg har intet kendskab til det, der står i tilsynsrapporten, så det kom helt bag på mig. Jeg er rystet over det – det er helt ny viden for mig. Vi har ikke fået de her historier i bestyrelsen, siger han til TV MIDTVEST.
Fonden Bo-Selv har afdelinger i Hjerm og Herning.
TV 2 ØSTJYLLAND fortalte mandag om en tilsynsrapport fra Socialtilsyn Midt, som mediet har fået aktindsigt i. Det indebærer blandt andet, at Fonden Bo-Selv har indberettet 55 magtanvendelser, hvilket ifølge Socialtilsyn Midt er et højt antal.
En tidligere ansat er også stået frem og har fortalt, hvordan personalet gjorde brug af både fysisk og verbale hårdhændede metoder.