Golfklub afslår at modtage en million kroner fra kommune

Silkeborg Ry Golfklub vil alligevel ikke modtage knap en million kroner fra Silkeborg Kommune til dyne-Larsens golfturnering.

Uge26Golf.jpg

Silkeborg Ry Golfklub, som næste år lægger græs til dyne-Larsens golfturnering Made In Denmark, vil alligevel ikke modtage 950.000 kroner i støtte fra Silkeborg Kommune. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. 

Det er golfklubbens ledelse, som efter lokale protester har besluttet at takke nej til støtten.

- Vi er afhængige af at få en god presseomtale og en god markedsføring, og hvis sådan en sag fortsætter med at køre, er det uheldigt for alle parter, så vi har besluttet at trække ansøgningen tilbage, siger Mads Rugholm, direktør i i Silkeborg Golf A/S og manager i Silkeborg Ry Golfklub, til Jyllands-Posten. 

I juni beslutted et flertal i byrådet i Silkeborg at give klubben 950.000 kroner i støtte til forbedringer af banen, men da det er et aktieselskab, der ejer banen, kan der være tale om ulovlig kommunal støtte.

- Man kan ikke helt afvise, at det kan konstrueres lovligt, hvis pengene på en eller anden måde øremærkes til noget, der kun kommer foreningen til gode, men umiddelbart er det et problem, sagde Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet tirsdag til Jyllands-Posten. 

- Vi vil ikke give anledning til politisk fnidder. At ansøgningen kan betragtes som værende inde i en gråzone gør, at vi trækker ansøgningen tilbage, siger Mads Rugholm til Jyllands-Posten.