Indkøbscenter aflyser cirkus efter kritik
HerningCentret aflyser cirkusforestilling efter beskyldninger om dyremishandling.
Torsdag skulle elefanten Ramboline fra Cirkus Trapez have optrådt i herningCentret. Men efter massiv kritik på Facebook, aflyser centret nu.
- VI ER MEGET OVERRASKET OVER DE VOLDSOMME KOMMENTARER DER ER KOMMET, skriver centerchefen med versaler på herningCentrets Facebookside.
- Der er kommet mange reaktioner, så derfor har vi valgt at aflyse, siger centerchef Kim Lauritsen fra herningCentret til TV MIDTVEST.
Det er især beskydninger om dyremishandling, der har fået facebookbrugerne til tasterne.
- Jeg er RYSTET!!! Føj at Herning centret vælger at støtte op om dyreplageri!!!, skriver Stinna Jespersen.
- Fy for Satan! Jeg håber at der sidder nogle eventkoordinatorer med dårlig smag i munden, skriver Johan Herbst.
Se flere reaktioner på herningCentrets Facebook.
I følge centerchefen var det cirkus Trapez selv, der henvendte sig til centret og spurgte om de måtte komme med en klovn og deres elefant. Og det sagde centret ja til.
- Hvert år har vi omkring 300 aktiviteter. De 200 af dem planlægger vi lang tid i forvejen og tænker rigtigt grundigt over. Her kom cirkusset selv i sidste uge og tilbød selv at komme ud med elefant og klovn, fortæller Kim Lauritsen.
- Undersøger I ikke om det her cirkus behandler sine dyr ordentligt, inden I siger ja til de må komme?
- Det har vi ikke undersøgt i det her tilfælde, nej. Det er en aftale, vi laver få dage før de kommer, siger centerchef Kim Lauritsen fra herningCentret.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Cirkus Trapez.