Går i rette med kritik af tv-kok: Tegner misvisende billede
Flere nuværende og tidligere ansatte kan ikke genkende den kritik af Jesper Panorama Pedersen, som deres tidligere kollegaer kommer med.
Det tegner et misvisende billede af arbejdsmiljøet på restaurant Panorama Mad og Vin, når 20 tidligere ansatte fortæller om offentlige overfusninger, trusler om fyringer og grænseoverskridende opførsel.
Det mener flere nuværende og tidligere ansatte på Silkeborg-restauranten, som TV MIDTVEST har talt med.
- Jeg har ikke oplevet Jesper (Panorama Pedersen, red.) være truende eller hård i retorikken. Jeg har oplevet, at han har været direkte i sin kommunikation. Det sætter jeg pris på, lyder det fra kok Thomas Søndergaard Christensen, der har været tilknyttet restauranten siden januar 2024.
Emmelie Thomsen, der startede på restauranten i sommeren 2020 fortæller, at hun selv har oplevet at blive talt hårdt til. I de tilfælde var det dog berettiget, understreger hun og fortsætter:
- Men jeg er aldrig gået sur eller ked af det hjem fra arbejde.
47-årige Thomas Søndergaard Christensen og 23-årige Emmelie Thomsen to af de nuværende og tidligere ansatte på Panorama Mad og Vin, TV MIDTVEST har talt med, der ikke kan genkende kritikken.
Thomas Søndergaard Christensen har været tilknyttet siden januar 2024; først som afløser, så fastansat og i dag som afløser. Han har dog arbejdet i køkkenet siden september.
- Jeg har ikke haft en dårlig oplevelse. Han (Jesper Panorama Pedersen, red.) er jovial og hjælpsom.
- Jeg er overrasket over kritikken, men det ændrer ikke på, at andre kan have haft en dårlig oplevelse, siger han.
23-årige Emmelie Thomsen blev fastansat på restauranten i sommeren 2020 og har blandt andet været restaurant- og souschef. Siden december af 2022 har hun været løst tilknyttet som souschef på grund af flere udlandsrejser og uddannelse.
- Panorama har altid været en restaurant, der gerne vil spille i superligaen. Det kræver, at man lærer folk op. Og det kan være med den hårde eller bløde tone, siger hun.
Emmelie Thomsen fortæller, at hun selv har oplevet at blive talt hårdt til. I de tilfælde var det dog berettiget, understreger hun og fortsætter:
- Men jeg er aldrig gået sur eller ked af det hjem fra arbejde.
- Den handler om at skabe et helt menneske
Thomas Søndergaard Christensens og Emmelie Thomsens beskrivelser af arbejdsmiljøet på Panorama Mad og Vin står i kontrast til det, flere tidligere ansatte beretter om.
Ifølge tidligere køkkenchef på restauranten Morten Bang var det helt normalt, at der blev truet med fyringer, hvis man ikke makkede ret.
- Han (Jesper Panorama Pedersen, red.) styrede det med frygt. Ikke respekt, konstaterer han.
TV MIDTVEST har i alt snakket med 19 andre tidligere medarbejdere, der bakker op om Morten Bangs beskrivelse af arbejdsmiljøet.
- Jesper gjorde det ubehageligt at arbejde der. Han råbte og skreg af mig flere gange, så jeg kom til at græde, fortæller Jes Elias Kammer Bastholm, der arbejdede som opvasker på restauranten fra juni 2021 til januar 2024.
Både Thomas Søndergaard Christensen og Emmelie Thomsen har dog primært positive ting at sige om Jesper Panorama Pedersens ledelsesstil.
- Den handler om at skabe et helt menneske. Hvis ikke, jeg havde været på Panorama, så var jeg ikke det menneske, jeg er i dag, siger Emmelie Thomsen.
Har lavet ændringer
Arbejdsmiljørepræsentanten på restauranten, Stefan Nørgaard, skriver i en mail til TV MIDTVEST, at restauranten har gennemgået en "positiv udvikling" de senere år.
- Denne del gælder også på det ledelsesmæssige. Panorama har fået oparbejdet et koncept og en struktur med faste rammer. Og det har tidligere og nuværende fællesskab været med til at udvikle, skriver han.
Jesper Panorama Pedersen er blevet forelagt kritikken fra de 20 tidligere medarbejdere.
Han har ikke ønsket at medvirke i et tv-interview – men i en skriftlig udtalelse skriver han blandt andet, at han mener, at størstedelen af medarbejderne har været glade for ledelsesstilen på restauranten.
Han forklarer også, at han har hævet stemmen over for nogle få ansatte, og at der i perioder har været pres på arbejdskollektivet.
Jesper Panorama Pedersen fortæller desuden, at der er blevet flyttet flere ledelsesopgaver fra ham over på nogle mellemledere – ændringer, der er blevet lavet for at forbedre arbejdsmiljøet.