Se beskeden her: Syg ansat følte sig presset på job af kendt tv-kok
Kristina Liv Pedersen er en af flere tidligere medarbejdere på Panorama Mad og Vin, der har haft ubehagelige oplevelser med Jesper Panorama Pedersen.
Kristina Liv Pedersen ligger næsten ubevægelig i sin seng.
Hun har fået hold i nakken og hver bevægelse sender smerter igennem kroppen. Hun har meldt sig syg fra sit arbejde som restaurantchef på Panorama Mad og Vin i Silkeborg.
Men klokken 09 om morgenen tikker der en besked ind fra restaurantens stifter og medejer, Jesper Panorama Pedersen:
- Godmorgen Kristina. Vi er simpelthen for hårdt presset til, at du kan blive hjemme for et hold i nakken, det er studenteruge. Nap lige et par piller, så klarer vi det sammen, står der i beskeden, der er sendt via iMessage.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Kristina Liv Pedersen gør, som hun bliver bedt om, men lige lidt hjælper det. Så hun skriver tilbage, at hun bliver nødt til at tage til lægen.
Svaret kommer prompte fra Jesper Panorama Pedersen:
- Det var ikke lang tid, de fik til at virke.
Dagen efter følte Kristina Liv Pedersen sig tvunget til at møde op på arbejde - stadig med hold i nakken.
Overfuset for at glemme natmad
Kristina Liv Pedersen er én af en række tidligere medarbejdere, der nu stiller sig frem og fortæller om et ubehageligt og utrygt arbejdsmiljø på Panorama Mad og Vin i Silkeborg.
Hun blev ansat som tjener på restauranten i 2018 som flexjobber, fordi hun lider af Morbus Chron, der er en kronisk betændelsestilstand i mave-tarmkanalen. Derfor har hun også stomi.
Hun fik dog arbejdet sig op til titlen som restaurantchef og blev ansat på fuldtid. Arbejdsmiljøet i restauranten begyndte dog hurtigt at tære på kræfterne.
- Der var ikke plads til fejl, og der blev ofte råbt ad os. Det gav et gib i mig til sidst, når mit navn blev nævnt, fortæller Kristina Liv Pedersen.
Hun husker især en bestemt hændelse, hvor hun havde haft ansvaret for en konfirmation. Hun havde forstået det som om, at der ikke skulle serveres natmad, så hun var gået ud bagved restauranten for at ryge en cigaret.
- Så sparker han (Jesper Panorama Pedersen, red.) døren op og råber, at jeg skal få fingeren ud, for de skal have natmand. Det var meget grænseoverskridende, og jeg blev rigtig bange, siger Kristina Liv Pedersen.
Gik ned med stress
Ifølge Kristina Liv Pedersen endte hun med at arbejde mellem 50 og 65 timer om ugen, selvom hun var startet som flexjobber på 15 timer om ugen.
Hun fortæller, at hun var bange for at sige fra over for Jesper Panorama Pedersen.
- Man turde ikke at gå til ham, fordi man var bange for reaktionen. Han virker som en sympatisk mand udefra, men der er en bagside af medaljen.
Kristina Liv Pedersen stoppede på Panorama Mad og Vin i 2021. Ifølge hende selv var hun sygemeldt i seks måneder efterfølgende med stress.
Det har ikke været muligt for TV MIDTVEST at verificere stresssygemeldingen.
I dag har hun skiftet branche og arbejder 28 timer i ugen i hjemmeplejen.
Hun håber, at historierne fra Panorama Mad og Vin kan være med til at sætte fokus på arbejdsmiljøet.
- Der kan være en hård tone, men derfra og så til at råbe er langt. Jeg har været andre steder, og der bliver man ikke overfuset, hvis man laver fejl, siger Kristina Liv Pedersen.
Jesper Panorama Pedersen er blevet foreholdt kritikken fra Kristina Liv Pedersen og de 19 andre tidligere medarbejdere.
Jesper Panorama Pedersen har ikke ønsket at medvirke i et tv-interview – men i en skriftlig udtalelse skriver han blandt andet, at han mener, at størstedelen af medarbejderne har været glade for ledelsesstilen på restauranten.
Han forklarer også, at han har hævet stemmen over for nogle få ansatte, og at der i perioder har været pres på arbejdskollektivet.
Jesper Panorama Pedersen fortæller desuden, at der er blevet flyttet flere ledelsesopgaver fra ham over på nogle mellemledere – ændringer, der er blevet lavet for at forbedre arbejdsmiljøet.
på Facebook erkender Jesper Panorama Pedersen, at han var urimelig, da han i sommeren 2021 bad daværende restaurantchef Kristina Liv Pedersen til at møde på job, selvom hun var syg.
- (Der var tale om, red.) et enkeltstående tilfælde, som på ingen måde flugter med den ledelsesstil, der er gældende nu, skriver han.