Fremtiden kalder: Kunstig intelligens kan finde syge køer
TV MIDTVEST har fundet tre julegaveønsker til fremtidens landmand ved årets landbrugsmesse i Herning.
For landmænd falder julen lidt tidligere end for mange andre.
Den store landbrugsmesse, Agromek, løber nemlig af stablen her i den sidste uge af november i Herning. Der har aldrig været så mange besøgende som i år.
Blandt mejetærskere og vandingsapparater findes et væld af smarte nye gadgets, som måske får svært ved at være under juletræet.
Ikke desto mindre bringer TV MIDTVEST her tre julegaveideer til landmanden, der har alt. Men vær beredt: det er den store pengepung, man skal have med til årets gaveindkøb.
1 🐮 Kunstig intelligens finder halte køer
Forestil dig et kamera, der scanner køerne, når de går forbi. Via kunstig intelligens screenes 20 punkter på koen, og lynhurtigt kan landmanden se på en skala fra 1-5, hvor godt koen er gående. Teknologien er så præcis, at den kan fortælle, hvilket ben, der eventuelt halter.
Sofie Skovsgaard, der står bag virksomheden BoviWalk har en kandidat i husdyrvidenskab og er siden blevet uddannet klovbeskærer. Det var i arbejdet med køernes klove, at hun fandt ud af, hvor stor en udfordring halte køer er i landbruget. Med hendes teknologi kan udfordringen opdages i opløbet og behandles, inden det udvikler sig.
For det vandt hun tirsdag en præmie ved Agromeks prisuddeling.
2. 🌱 Automatisering mindsker sprøjtegift
FarmDroid lyder som noget fra det ydre rum. Og det er da også en ret intelligent maskine, som firmaet står bag.
Så- og lugemaskinen er drevet af solceller og kan betjenes via en app. Maskinen husker via GPS-teknologi, hvor den sår. Når den senere skal luge ukrudt ved den, at den kun skal hakke mellem de planter, den har sået.
Det betyder også, at den ved præcist, hvor der skal sprøjtes med pesticider. Med messerabat fås sådan en maskine til omkring 600.000 kroner, men så kan den også ifølge FarmDroid reducere sprøjtegiftforbruget med 94 procent.
3. 💉 Laserterapi kan erstatte antibiotika
Det startede egentligt med en vellykket behandling af en kvinde med kronisk brystbetændelse. Da hendes mand var landmand, syntes han, at det ville være smart, hvis samme behandling kunne virke på hans køer.
Således var ideen til Neeo Bovis født.
Med specialudviklet laserterapi kan blandt andet yverbetændelse behandles uden brug af antibiotika. Dermed kan det være et middel mod antibiotikaresistens.
Behandlingen er smertefri og tager otte minutter per gang. Ifølge Neeo Bovis kan koen ved hjælp af teknologien føde flere kalve og dermed give mælk i længere tid.