Viegård Stutteri skal igen på tvangsauktion

Tidligere på året blev Viegård Stutteri solgt på tvangsauktion. Nu skal det på tvangsauktion igen til samme pris.

0:13

Det er kun godt syv måneder siden, det omstridte stutteri Viegård ved Skals blev solgt på tvangsauktion. Nu er det til salg igen.

Det vil blive solgt på en tvangsauktion 13. december, skriver Statstidende.

Ejendomsværdien lyder på 6.050.000 kroner – samme værdi som det blev sat på tvangsauktion for i april.

Dengang var der budkrig om stutteriet, som består af syv ejendomme og 14 hektar dyrkbare arealer. To duellanter bød hinanden op, og prisen endte på 8.510.000 kroner.

Køberen var 74-årige Georg Rosenkilde fra Frederiks og hans virksomhed Ben Hur ApS.

Viegård Stutteri gik konkurs 13. oktober sidste år. På det tidspunkt var stutteriet hjemsted for 400 heste.

Den daværende ejer af stutteriet, John Byrialsen, har gentagne gange været beskyldt for mishandling af sine heste og også for chikane, vold og voldtægt af tidligere ansatte og elever. Noget, han har nægtet.

I august 2023 fandt politiet nedgravede rester fra omkring 50 heste på stutteriet, og siden blev der foretaget flere tilsyn på stedet.

Af Statstidende fremgår det også, at ejendommen har været anvendt til stutteri og har plads til omkring 220 heste i hestebokse eller løsdrift. Bygningerne trænger til renovering og vedligeholdelse.

Da den udsendte fra Statstidende var til stede på adressen, var der flere heste det, men de medfølger ikke i et salg.

Grundværdien lyder lige som ved første tvangsauktion på 793.900 kroner.

Ejendommen bliver fremvist for mulige købere 10. december klokken 10.00.

TV MIDTVEST var med ved første tvangsauktion 19. april 2024:

2:14
Trods ny ejer vil demonstrationerne mod Viegård Stutteri ved Skals fortsætte.