Nu har de stemt - trækker endegyldigt stikket til lufthavn

Der var bred enighed, da byrådsmedlemmerne i Silkeborg Kommune skulle stemme om støtten til Midtjyllands Lufthavn.

Silkeborg Kommunes borgmester, Helle Gade (S), står fast ved, at tiden er inde til at trække stikket til Midtjyllands Lufthavn.
Silkeborg Kommunes borgmester, Helle Gade (S), står fast ved, at tiden er inde til at trække stikket til Midtjyllands Lufthavn.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Der er ikke længere støtte at hente fra Silkeborg Kommune til den hårdt prøvede Midtjyllands Lufthavn.

Støtten til lufthavnen var på dagsordenen på tirsdagens byrådsmøde, og her var der klar opbakning til at droppe de økonomiske midler.

Det var en næsten fuldtallig byrådsgruppe, som stemte. 27 stemte for, mens to undlod at stemme. De resterende to medlemmer var ikke til stede.

- Det er jo et stort mandat, og der er dermed ingen tvivl om, at byrådet ikke synes, vi skal støtte lufthavnen længere, siger Silkeborgs socialdemokratiske borgmester, Helle Gade.

I programmet Så’ det sagt på TV MIDTVEST sagde Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek, for to uger siden, at han ikke tror, at der er en rute mellem Karup og København om et år.

- Jeg tror bestemt på, at lufthavnen eksisterer, men jeg tror, det bliver svært at holde fast i en indenrigsrute, og jeg er næsten helt sikker på, at kommunerne ikke længere kommer til at lægge penge fra 1. januar 2026, sagde han.

Flere kommuner bakker op

Det fik allerede der Helle Gade til at sige, at det var tid til, at Silkeborg skulle trække stikket. Og den udmelding er altså nu bakket op af et enig byråd.

- Jeg synes, at det er det rigtige. Med den seneste udvikling med færre passagerer og den usikre fremtid, vi går i møde, så er det her det rigtige, siger Helle Gade.

Det er i alt ni kommuner, som ejer Midtjyllands lufthavn. En anden af dem er Holstebro Kommune. HC Østerby, som er borgmester her, har også meldt ud, at han heller ikke tror på en fremtid for lufthavnen.

Ifølge Helle Gade er der et års opsigelse med lufthavnen. Dermed giver de støtte i 2025, hvor midlerne allerede er afsat. Men fra januar 2026 er det slut.