21-årig skal otte måneder i fængsel efter indbrud i varebiler
En 21-årig mand blev ved Retten i Holstebro idømt otte måneders fængsel for 22 indbrud i varebiler i weekenden.
Det var en tilfreds anklager, der kunne meddele, at en 21-årig mand er blevet idømt otte måneders fængsel for 22 indbrud i varebiler.
Manden fik en straksdom ved Retten i Holstebro, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. Der yderligere kan fortælle, at manden blev fængslet direkte efter retssagen.
- Jeg er tilfreds med dommen. Vi ser alvorligt på den her type kriminalitet, og det synes jeg, dommen er et udtryk for, at retten også gør, siger anklagerfuldmægtig fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi Nicolai Vestergaard Soelberg
TV MIDTVEST omtalte mandag, at der var 18 varebiler i Thisted, der natten til søndag, var blevet ribbet for værktøj.
Politiet fandt ved hjælp af et tip fra en borger frem til en 21-årig gerningsmand. Han havde sammenlagt foretaget indbrud i 22 varebiler.
Anklageren oplyser, at den 21-årige fortalte, at der i nogle tilfælde ikke blev stjålet noget, men at der kun var tale om opbrud af varebilerne.
- Jeg vil gerne skynde mig at takke for de tip, vi har fået. Det er afgørende for, at vi nu står med en gerningsmand, som ovenikøbet allerede har fået en dom, siger leder af efterforskning hos lokalpolitiet i Thisted, Niels Thing Kristensen, i pressemeddelelsen.
Den 21-årige mand blev anholdt tirsdag klokken 09.30. Politiet fandt flere af de stjålne ting fra varebilerne efter anholdelsen.
Taget på fersk gerning
Alle de 22 indbrud er foregået i den forgangne weekend i Thy og på Mors.
I et af tilfældene blev den 21-årige opdaget. Han var i gang med at gennemrode bilen, da varebilens ejer opdagede ham. Det udløste voldsomme trusler fra den 21-årige, hvor bilejeren endte med at få et skub. Det oplyser Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
- Han tilstod alle sigtelserne, fortæller anklager Nicolai Vestergaard Soelberg til TV MIDTVEST.
Dommen lyder på otte måneders ubetinget fængsel. Dommen bærer både præg af, at der blev udøvet vold samtidig med, at den 21-årige blev anholdt i besiddelse af en kniv.
Mulig gerningsmand stadig på fri fod
Efterforskningen er ikke slut trods straksdommen af den 21-årige.
Politiet mener, at der stadig kan være en gerningsmand udenfor politiets varetægt, derfor holder efterforskningslederen kortene tæt til kroppen.
- Derfor har vi heller ikke yderligere kommentarer til sagen. Dog vil jeg gerne sige, at vi nu også kommer til at arbejde på at finde de retmæssige ejere til de koster, vi har fundet, siger Niels Thing Kristensen.