Ruth anede intet – pludselig dukkede 19-årig op med gave
19-årige Nikki Nørgaard har brugt 250 timer på en helt særlig gave til Søren Pape Poulsens forældre.
For tre måneder siden fik 19-årige Nikki Nørgaard fra Vorupør en helt særlig opgave.
Hendes moster var blandt afdøde Søren Pape Poulsens bedste venner, og hun ville gerne forære Pape Poulsens forældre et maleri af deres søn.
Hun spurgt sin niece, om hun ville male det. Nikki Nørgaard sagde ja med det samme – på trods af hun aldrig har lavet et så stort portræt før.
- Det er min første store opgave, så det har været svært, men jeg har også lært virkelig meget. Jeg har været meget i tvivl om, hvordan jeg skulle få alle hans udtryk frem, fortæller hun.
Den unge kunstner vurderer, at hun har brugt mellem 200 og 300 timer på maleriet, som er lavet med oliemaling. Noget, hun kun har beskæftiget sig med i tre år.
Hun har primært holdt sig til akvareller af naturen og Nationalparken, men hun har tegnet og malet, siden hun var 11.
Julepynt med særlig betydning
Maleriet forestiller Søren Pape Poulsen med sin hund Maggie. Det er malet ud fra et billede, som Nikkis moster har fundet.
Nikki har så tilføjet noget af Papes eget julepynt rundt omkring – blandt andet juletræer, som hans mor har lavet, og en engel, som han engang har fundet på et marked. For julen betød rigtig meget for både ham og hans forældre.
- Han elskede jul og julepynt, så det skulle helt klart være med. Og så har jeg prøvet at vise hans personlighed og hans mange udtryk og ikke mindst hans mildhed.
- Jeg har aldrig mødt ham, men ved at male maleriet føler jeg lidt, at jeg kender ham, siger Nikke Nørgaard.
For et par dage siden var Nikki Nørgaard og hendes moster hjemme hos Papes forældre, Svend og Ruth Pape Poulsen for at aflevere maleriet. Nu har det så fået ærespladsen over sofaen.
- Jeg er så stolt af maleriet. Det er malet så flot. Jeg var rystet over at se, da hun kom med det. Jeg vidste ikke noget om det, før det kom ind ad døren, siger Ruth Pape Poulsen, som i denne uge har åbnet op omkring tabet sønnen.
Drømmer om at blive kunstner
Nikki Nørgaard har netop afsluttet et højskoleophold på en kunstlinje, og efter nytår tager hun på et nyt højskoleophold, hvor kreativiteten også fylder mest.
For hendes drøm er at arbejde med kunst i fremtiden.
- Jeg vil rigtig gerne gå på Kunstakademiet. Jeg vil gerne leve af at være kunstner, siger hun.
Og spørger man Søren Pape Poulsens mor, så er det heller ikke helt urealistisk.
- Det er helt utroligt, at hun kan lave sådan noget. Hun kan blive en stor kunstner, siger Ruth Pape Poulsen.